- Skal have en konsekvens, siger redaktør om Axelsens beslutning

Viktor Axelsen flytter sin træning til Dubai, og han skal derfor ikke længere være en del af den daglige landsholdstræning i Brøndby.

- Jeg vil ikke male fanden på væggen og sige, at det er begyndelsen på enden, men det er derhenad.

Sådan lyder ordene fra TV 2 SPORTs badmintonredaktør og -kommentator, Dennis Bostrup, oven på nyheden om, at den danske badmintonstjerne Viktor Axelsen flytter sin træning til Dubai.

quote Der skal altså være en konsekvens ved, at man flytter væk og ikke giver videre til fællesskabet

TV 2 SPORT's badmintonredaktør, Dennis Bostrup

Beslutningen betyder, at Axelsen ikke længere skal være en del af den daglige landsholdstræning i Brøndby, og det kan få konsekvenser for dansk badminton som helhed, vurderer Bostrup.

- Der er en grund til, at et lille land som Danmark har kunnet kæmpe mod folkerige nationer som Kina, Malaysia og Indonesien. Det er blandt andet på grund af det her unikke træningsmiljø, der er i Brøndby, hvor de gode spillere giver videre til de næste i fødekæden.

- Viktor Axelsen startede også som ung knægt i Brøndby og fik gode råd og idéer til sin træning fra navne som Peter Gade, Kenneth Jonassen og Jan Ø. Jørgensen. Nu er det hans tid. Det er hans tur til at gå videre. Og det gør han ikke, siger Bostrup.

- Der tænker han egoistisk, og han tænker ikke på de unge spillere, der kommer efter. Så på sigt kan det her være et problem for dansk badminton, at de næste ikke får inspiration fra Viktor Axelsen.

Der skal være en konsekvens

På lang sigt kan Axelsens beslutning altså få konsekvenser for dansk badminton.

Men hvad bliver konsekvenserne for OL-guldvinderen selv i forhold til samarbejdet med Badminton Danmark?

Den del mangler der fortsat svar på. Men personligt mener Dennis Bostrup, at Viktor Axelsen ikke bør have alle fordelene ved at være en del af det danske setup, når han flytter træningen til Dubai.

- Jeg har det sådan, at hvis ikke man vil bidrage til fællesskabet, kan man heller ikke få alle goderne. For Viktor Axelsen er det for eksempel en kæmpe gode at have Kenneth Jonassen (dansk landstræner, red.) til at sidde og coache ham ved individuelle turneringer. Og det er jo spørgsmålet, om han kan det nu.

Skal badmintonredaktøren selv svare på det, er meldingen klar:

- Der skal altså være en konsekvens ved, at man flytter væk og ikke giver videre til fællesskabet. Og den konsekvens kunne så være, at han så ikke kan modtage coaching fra Jonassen, der vil have travlt med at coache andre spillere.

Optimale træningsforhold

Viktor Axelsen skriver på sin facebookprofil, at baggrunden for beslutningen blandt andet skal findes i de gode træningsfaciliteter, han kan benytte sig af i Dubai.

Her kan han træne på Nad Al Sheba Sports Complex, hvor danskeren får et væld af muligheder for at optimere sin træning.

Derudover understreger Axelsen, at den nye bopæl i Dubai vil forkorte rejsetiden til diverse turneringer markant, hvilket kan give mere tid med familien, og at hans gener fra astma og høfeber er langt mindre i Dubai.

Derfor vurderer Dennis Bostrup, at valget personligt giver mening for Axelsen.

- Han kan få det lige nøjagtigt, som han vil have det. Der er et superlækkert træningsanlæg, hvor han kan træne, når han vil. Han kan få lov til at gå i isbad, når han vil, og han kan få lov til at få massage, når han vil.

- Så set ud fra Viktors synspunkt er der masser af fordele i at flytte sin træning derned, siger Dennis Bostrup.

Det har endnu ikke været muligt at få Viktor Axelsen til at forholde sig til badmintonredaktørens udtalelser.

Oversigt

    Oversigt