Stjernerytter storroser fynske Søren Kragh efter tour-trøje

Team Sunweb kørte ifølge holdets stjerne, Tom Dumoulin, et 'perfekt' holdløb, som sendte Søren Kragh Andersen i hvidt.

Tre dage inde i danske Søren Kragh Andersens Tour de France-debut har den unge Team Sunweb-rytter allerede oplevet stor medvind.

Foruden at have bidraget til en tilfredsstillende tid på mandagens holdløb for sit mandskab kun 11 sekunder efter vinderne fra BMC faldt der en ekstra gevinst af til holdets yngste rytter.

23-årige Søren Kragh Andersen kørte sig nemlig i løbets hvide ungdomstrøje som den første dansker i 30 år. Til stor glæde for holdets kaptajn, Tom Dumoulin, som roser danskerens bidrag til holdløbet.

- Han er fantastisk. Han er flyvende på tidskørsler og særligt holdtidskørsler. Han er én af de største motorer på holdet og stadig meget ung. Så han går en stor fremtid i møde, siger Dumoulin til TV 2 SPORT. 

- Det var perfekt

Der var inden holdløbet lagt op til mange forskydninger i klassementet, hvor især BMC og Team Sky var udråbt som holdene, som kunne hente vigtig tid ind på konkurrenterne. De blev da også henholdsvis nummer et og to, men Sunwebs klassementshåb, Tom Dumoulin, tabte kun 11 sekunder til Richie Porte og syv sekunder til Chris Froome. Til stor tilfredshed for den tidligere Giro d’Italia-vinder.

- Det var perfekt. Vi kunne ikke være gladere. Man drømmer altid om sejren, men vi vidste, at det ville være meget svært. Men vi fik alt ud af hinanden og kørte et teknisk flot holdløb, siger Dumoulin.

Samme opfattelse havde Søren Kragh Andersen, som på daværende tidspunkt ikke var klar over, om han i sidste ende kunne iklæde sig en hvide trøje.

- Det gik okay. Det rullede meget godt, og der var ikke de store skift i farten, og det er det, der er nøglen til et godt holdløb. Vi kørte det bedste, vi kunne, så det var et godt løb. 11 sekunder er ingen tid. Med det hold, vi har, er det et godt resultat, siger danskeren.

Ros fra danske sportsdirektører

Også fra andre hold er der roser til Søren Kragh Andersen. Blandt andre fra Lars Michaelsen, som er sportsdirektør for Astana, der stiller til start med fire danskere. 

- Det bekræfter bare det potentiale, han har, som vi senest så i Schweiz Rundt. Det er fantastisk og en rigtig flot Tour-debut af Søren, siger han.

Trek-Segafredo-sportsdirektør Kim Andersen er glad på danskerens vegne og ved hvad der venter for danskeren på 4. etape. Andersen har nemlig selv prøvet at køre i én af løbets trøjer; den gule i 1983.

- Det er en fantastisk oplevelse at køre i en førertrøje i Tour de France. Der vil de næste dage være tusinder af tilskuere langs vejen, og det er helt sikkert en oplevelse. Jeg ønsker ham stort tillykke med det, siger Kim Andersen.

Bjarne Riis, som er ekspert for TV 2 SPORT under Tour de France, er også imponeret over Søren Kragh Andersen.

- Vi har med noget specielt at gøre her. Den her unge knægt er eminent god. Ham får vi at se så mange gange endnu, siger Riis.

Søren Kragh Andersen er efter 3. etape gået op som nummer otte i klassementet 11 sekunder efter løbets førertrøje Greg van Avermaet.

Oversigt

    Oversigt