Tysk storklub bekræfter: Henter to spillere i GOG

De to GOG-spillere Magnus Jøndal og Gøran Søgard Johannessen skifter efter denne sæson til Flensburg-Handewitt.

Som TV 2 SPORT kunne skrive i sidste uge er de to GOG-spillere Magnus Jøndel og Gøran Søgaard Johannessen færdige i den sydfynske klub efter denne sæson.

Mandag skriver Flensburg-Handewitt på klubbens hjemmeside, at de har skrevet kontrakt med de to spillere.

Begge spillere får ifølge den tyske storklub en 3-årig kontrakt.

- Efter Mahé og Thomas Mogensen fortalte os, at de forlader os efter denne sæson, havde vi tid til at afsøge markedet. Magnus og Gøran passer perfekt ind, lyder det fra Flensburg-Handewitts direktør Dierk Schmäschke til klubbens hjemmeside.

I GOG har man længe været klar over, at i hvert fald Gøran Søgaard Johannessen ville forlade dem efter denne sæson.

I sidste uge fortalte GOG’s direktør Kasper Jørgensen, at nordmanden havde været inde på hans kontor lige efter sommerferien og fortælle, at han forlod GOG til fordel for Flensburg.

- Vi er i fuld gang med at skaffe spillere. Vi har været gode til at finde de unge talenter frem, og det skal vi gøre igen, da vi gerne vil blive ved med at ligge i toppen, fortalte Kasper Jørgensen til TV 2 SPORT efter GOG's sejr i kvartfinalen i Santander Cup over Århus Håndbold.

Udover de to norske spillere, skulle Mark Strandgaard og Henrik Jakobsen ifølge TV 2 SPORTs oplysninger også være på vej væk fra den fynske klub.

 

Oversigt

    Oversigt