104-årig fynbo er blandt de første til at få vaccinen: - Det har vi ventet på

Hun var barn under Den Spanske Syge i 1918. Nu bliver 104-årige Margrethe Hansen en af de første, der vaccineres mod corona.

Hun har oplevet Den Spanske Syge i begyndelsen af sit liv. Og nu - i livets modsatte ende - bliver den tidligere syerske Margrethe Hansen en af de første danskere, der kan sige farvel til coronafrygt.

For hun har sagt ja til at få en vaccine, når den om kort tid ankommer til Danmark. Og efter planerne får hun sit første stik inden nytår.

- Det vil være dejligt. Det har vi ventet på, fastslår hun.

På plejehjemmet Dalsbo i Rynkeby ved Odense er de ansatte i fuld gang med at lave lister over, hvor mange af beboerne der er klar til at blive vaccineret. Dermed kan der snart slækkes på de mange restriktioner, som personalet skal styre.

- De passer meget på, hvad vi gør. Vi har måttet tage hensyn lige som alle andre, forklarer Margrethe Hansen.

Vaccinen ankommer ifølge de seneste oplysninger til Danmark før juleaften.

I første omgang til Statens Serum Institut i København, og få dage efter vil vaccinen være klar til at blive sprøjtet ind i beboerne på landets plejehjem, heriblandt der hvor Margrethe Hansen bor. Hun og hendes jævnaldrende er med i den gruppe, der står forrest i køen til at få vaccinen.

Den Spanske Syge

Da den 104-årige kvinde var et par år gammel, brød Den Spanske Syge løs. Den hærgede ligesom coronavirussen det meste af verden og trak millioner af mennesker i døden. Alene herhjemme døde mellem 15.000 og 18.000 danskere.

- Jeg kan huske, at mange var syge. I min familie var der dog ikke nogen, der døde af den, men det var der jo andre steder, siger hun.

Her 100 år senere har coronavirus i høj grad påvirket dagligdagen på plejehjemmet i Rynkeby med besøgsrestriktioner, brug af skærme og mundbind.

Selv har Margrethe Hansen brugt tiden på at strikke grydelapper, som hun gerne forærer, når familie og venner kommer forbi. Fra sin lille stue slutter hun med denne hilsen:

- God jul og godt nytår. Så håber jeg, at vi bliver fri for al det her corona.

Oversigt

    Oversigt