26-årig ror Fyn rundt i kajak – har prøvet to meter høje bølger

Lasse Bøgh er bidt af havkajak og kan slet ikke holde op med at ro rundt om danske øer.

Når man sidder i en havkajak, er man prisgivet vejret og naturen. Blæst, regn og bølger er noget, man må tage med. Og for 26-årige Lasse Bøgh er det en vigtig del af charmen ved at ro rundt i en lille glasfiberskal flere kilometer fra land.

- Det er min passion. Jeg er bidt – og bliver mere og mere bidt – af havkajak. Jeg går op i naturen og elsker at opleve den fra vandsiden, siger han.

Netop nu er han i gang med at ro Fyn Rundt i havkajak. En tur på 250 kilometer som vil vare fem til seks dage, og som han gennemfører trods et silende regnvejr, der særligt satte ind torsdag. Alt efter vind, strøm og vejr ror han omkring fem til seks kilometer i timen.

I en kajak kan man ikke sidde i tørvejr. I stedet sidder Lasse Bøgh i tørdragt.

- Det holder mig nogenlunde tør, mens jeg er på vandet. Jeg skulle helst ikke blive så våd, siger han. Selvom naturen på mange måder står flottest i solskin, er han ikke ked af, at naturen også viser sig fra den knap så milde side.

- Det er sjovt at ro i lidt hårdere vejr. Bølger og vind er med til at gøre det lidt mere spændende, siger han.

Skriver om sine oplevelser

Undervejs blogger han om sine oplevelser på hjemmesiden kajak-lasse.dk og deler billeder og updates på Facebook og Instagram. Når dagens mål er nået, går han i land med sit telt. Og har han kæmpet hele dagen i modvind, er han træt.

Næste morgen skal der pakkes sammen, og så er det ud på vandet igen.

Turen Fyn Rundt er dog kort i forhold til den tur, han tog sidste år. Her roede han Danmark rundt som den yngste nogensinde. Det var en tur på 1.333 kilometer tilbagelagt på 44 dage.

Arbejder på hjertemedicinsk

Til dagligt arbejder Lasse Bøgh som sygeplejerske på Hjertemedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital, og idéen til at ro rundt om Fyn opstod, da han havde syv fridage, som han ville bruge på noget fornuftigt.

- Jeg ved ikke noget, der afstresser mere end en tur på vandet. Det er en form for meditation for mig. Lige som en god løbetur, siger han.

Kajak-Lasse på vej mod nye eventyr.
Kajak-Lasse på vej mod nye eventyr.
Foto: TV 2

Når man ror som Lasse Bøgh, kommer man af og til ud i voldsomt vejr. Han har for eksempel roet i stiv kuling ud for Dueodde på Bornholm, og han har krydset Kattegat i to meter høje bølger. Det er meget, når man kun selv stikker omkring 70 centimeter op over vandet.

- Så sidder man og tæller, så man ved, hvor længe man kan slippe pagajen for at drikke en tår eller tage en bid af sin mad, fortæller han.

Hvor voldsomt vejr, man kan ro i, afhænger af ens niveau.

Startede vildt

- Det er altid farligt, når det blæser meget, men på Kattegat vidste jeg, at bølgerne ville lægge sig i løbet af dagen, og det endte også stille og roligt. Det er dog ikke noget, jeg vil anbefale andre, siger han.

Ved Dueodde var bølgerne ikke så høje som i Kattegat. De var måske kun halvanden meter, men han måtte kæmpe for at holde sig ude fra kysten.

- Inde ved kysten var der kæmpestore brændinger, og bliver man fanget der, kan man få en våd rutsjetur under vandet. Så kan man godt mærke adrenalinen i kroppen, siger han.

Hårdt vejr og stille oplevelser

For en kajakroer veksler turene mellem det hårde vejr og de helt stille naturoplevelser. Når Lasse Bøgh er ude at ro, kigger han meget på naturen. Og nogle gange kigger naturen igen.

- Jeg ser af og til sæler, der kigger op, mens de også forsøger at gemme sig lidt. Det er tydeligt, at de er nysgerrige, men de holder også en vis afstand, siger han.

Også et så relativt eksotisk dyr som en delfin er han stødt på. Det var i Svendborg Sund.

Selvom folk følger med på bloggen, og havet trækker, kan Lasse Bøgh ikke leve af at ro kajak.

- Havkajak har givet mig utroligt meget, og det kunne være fedt at gøre det til en levevej, men det er svært i Danmark, slutter han.

Oversigt

    Oversigt