70-årig maler frivilligt Svendborgs slidte gadeskilte - nu siger kommunen stop

Regeringen fører kampagne mod overflødige regler, og Socialdemokraterne vil spørge minister Sophie Løhde (V), hvad hun synes om denne regel.

70-årige Nils Bennicke har været tømrer hele sit liv, og kan godt lide at tingene er holdt pænt. Vejskiltene i Svendborg forfalder, og derfor har Nils Bennicke istandsat omkring 40 skilte i byen, og han betaler selv.

Det fortæller svendborgenseren til Fyns Amts Avis.

Først blev det modtaget positivt af kommunen, men så:

- På et tidspunkt er der en informationschef, der ringer til mig og inviterer mig til et møde for at se, om man kunne få det her til at sprede sig. Så mødes vi på kommunen, men så bliver både informationschefen og jeg belært af kommuneingeniøren om, at det går ikke det her, fortæller Nils Bennicke til TV 2.

Fik besked på at stoppe

Arbejdsmiljøregler om afspærring og åndedrætsværn spillede ind, og hvad hvis han spildte på en forbipasserende...?

- Han bad mig faktisk om at holde op. Det skal han jo gøre. Så nåede vi ikke længere på det møde, end at jeg afsluttede med at sige "tak for mødet og tak for kaffe - og så går jeg nok ud og maler et par skilte mere.

Hvis kommunen selv skulle stå for renovationen, var det et helt uoverskueligt projekt.

- Der var tale om et budget på 27 millioner kroner, og så var det jeg gik lidt i stykker over det, og tænkte "nej, nu må det sgu slutte". Man har så senere droslet det lidt ned til en 10, 11, 12 millioner, fortæller Nils Bennicke.

- Der er åbenbart noget med vejloven

Svendborg Kommune siger, at den ikke bare kan give alle mulige lov til at udføre kommunale opgaver.

- Jeg kan sagtens sige ja og give ham noget maling, for jeg synes, det er en knaldgod idé. Men der er åbenbart noget med vejloven, der er inde over med nogle bestemmelser, der blokerer lidt for det her, siger Birger Jensen (V), der er formand for Trafikudvalget i Svendborg Kommune.

Så I arbejder på at løse det, så han kan gøre det lovligt?

- Ja, jeg har i hvert fald bedt vores administration om en redegørelse for, hvor nøjagtigt problemet er. Hvis det er noget lovgivningsmæssigt, så må vi prøve at tage fat på det, siger Birger Jensen.

Ministeren går ind i sagen

Sagen er kommet på højt plan. Regeringen fører kampagne mod overflødige regler, og Socialdemokraterne vil spørge innovationsminister Sophie Løhde (V), hvad hun synes om denne regel.

- Vi kigger lige nu sammen med regeringen på, om der er nogle regler og love, der er overflødige og hæmmer mere, end de gavner. I den her sag vil jeg sammen med ministeren se på, om der er nogle regler, der hæmmer, at vi har en mand, som gør samfundet en god gerning, siger Socialdemokraternes kommunalordfører Magnus Heunicke til TV 2.

For Nils Bennicke er sagen vigtig for alle de mange frivillige rundt omkring:

- Jeg har en fornemmelse af, at det godt kunne blive fremtiden. Hvis vi skal have tingene til at hænge sammen, så kunne det måske være nødvendigt, at vi som kan og har kræfter til det, yder bare en lille smule.

Oversigt

    Oversigt