Aalborg Håndbold henter langtidsskadet stortalent i GOG

GOG's Andreas Holst Jensen skifter til Aalborg Håndbold efter sæsonen.

Når den norske stjerne Sander Sagosen til sommer forlader Aalborg Håndbold til fordel for Paris SG, står nordjyderne med et stort hul på banen.

Men det hul har de i dag forsøgt at fylde ud, og det med en af dansk håndbolds absolut mest eftertragtede underskrifter, nemlig den 21-årige GOG-spiller Andreas Holst Jensens.

Bagspilleren, der lige nu genoptræner efter en alvorlig knæskade, skifter fra GOG til Aalborg på en treårig aftale, skriver Aalborg Håndbold i en pressemeddelelse.

- Vi har længe haft Andreas Holst i kikkerten, og vi er glade for, at han har valgt at fortsætte karrieren i Aalborg Håndbold. Han har et fantastisk skud, et godt blik for sine medspillere og er samtidig en tovejsspiller, der også er stærk i defensiven, siger direktør Jan Larsen.

Andreas Holst Jensen er oprindeligt fra Lemvig og har som ungdomsspiller tørnet ud for både Team Tvis Holstebro og Skanderborg Håndbold, inden han vendte tilbage til barndomsklubben i Lemvig, som han var med til at spille op i ligaen for et par sæsoner siden. I 2014 skiftede han til GOG.

Nordvestjyden ser frem til at vende hjem til det jyske, og han kommer til Aalborg for at spille om de øverste pladser i ligaen.

-Jeg glæder mig til at komme til Aalborg Håndbold, der er en klub med store ambitioner og med tradition for at spille med om medaljerne i ligaen.  Det bliver dejligt at få hjemmebane i Jutlander Bank Arena foran Danmarks største hjemmepublikum, siger Andreas Holst Jensen.

 

Oversigt

    Oversigt