Ahrendtsen: Venstreorienterede kvinder styres af undertrykt seksuel drift

I et debatindlæg om tørklæder udtrykker folketingspolitiker Alex Ahrendtsen bekymring for, at kvinders politiske holdning styres af seksuel lyst.

Det er slået klik for de venstreorienterede kvinder.

De går kun op i menstruationscykler og caffe latte-sager - og så er en undertrykt seksuel drift og en Fifty Shades of Grey-fantasi skyld i, at de byder flygtninge velkomne til Danmark.

Sådan lyder det fra Dansk Folkepartis kulturordfører og folkeskoleordfører samt medlem af Folketinget, Alex Ahrendtsen, i et debatindlæg på Fyens.dk.

Baggrunden for indlægget er et billede, der er taget af Odenses socialdemokratiske borgmester, Peter Rahbæk Juel, på kvindernes kampdag, hvor borgmesteren poserer med to muslimske kvinder, som begge bærer tørklæde.

- Det er altså slattent, at en socialdemokrat synes, det er sejt at flage tørklædefanen den 8. marts, når han burde bekæmpe den, skriver Alex Ahrendtsen, der ikke mener, det er hverken et tegn på tolerance og støtte, men tværtimod en klar accept af kvindeundertrykkelse fra borgmesterens side af.

quote Jeg kan ikke slippe tanken om, at der ligger en urgammel undertrykt seksuel drift og lurer i disse kampkvinder. 

Alex Ahrendtsen

Og så er der de venstreorienterede kvinder, der ifølge kulturordføreren helt har glemt, hvordan man fører kvindekamp. Om dem skriver han:

- Nogle gange tænker jeg på, hvorfor venstreorienterede kvinder synes, det er så berigende at importere mellemøstlige mænd med et forældet og ofte farligt kvindesyn, og jeg kan ikke slippe tanken om, at der ligger en urgammel undertrykt seksuel drift og lurer i disse kampkvinder. Draget som de er af et lønligt håb om en omgang 'Fifty Shades of Grey'.

Seksuelle fantasier kan altså ifølge Alex Ahrendtsen være skyld i, at muslimske kvinder undertrykkes i Danmark.

- Det er en tanke, jeg gør mig. Det er formet som et åbent spørgsmål, og jeg har ret til at tænke og mene hvad jeg vil, svarer Alex Ahrendtsen, da TV 2 spørger, hvad han mener med det.

- Jeg har hverken noget at tilføje eller trække fra, lyder det fra ham.

- Nogle vil godt leve i et åndeligt fængsel

Mener du, at venstreorienterede kvinders politiske ståsted styres af deres seksuelle drift?

- Det er en tanke. Det kan godt være. Nogle valg i livet er bevidste, og andre er ubevidste.

Hvad med de højreorienterede kvinder – styres de også af deres seksuelle drift?

- Det skal jeg ikke kunne sige, men det er i hvert fald venstreorienterede kvinder, der beskytter og forsvarer islam. Det går udover de muslimske kvinders frihed, for så snart muslimer får magten, så får kvinderne tørklæde på, og så bliver de undertrykt og styret.

Men kan der ikke være kvinder, der bærer tørklæde frivilligt?

- Jo. Der er også kvinder, der gerne vil være i et åndeligt fængsel.

- Det, der bare undrer mig, er, at venstreorienterede kvinder forsvarer islam. Jeg undrer mig over, hvordan de kan leve med den modsætning, som til kvindefrigørelsen, som tørklædet er.

Ville det være bedre, hvis ingen kvinder bar tørklæde overhovedet?

- Ja det ville det, for tørklædet er det modsatte af frihed. Den med, at det bliver båret af frivillighed er en smuk, smuk tanke, men sådan er det ikke i de socialt kontrollede miljøer.

Du skriver også, at ’venstreorientede kvinder går mere op i menstruationscykler og caffelatte-sager, som at der skal kvinder på direktionsgangene og lige direktørlønninger’ – mener du ikke, det er værd at kæmpe for?

- Det er en luksusproblematik.

Så det er forkert at kæmpe for en ligelig fordeling af mænd og kvinder på direktionsgangene og lige løn?

- Nej det må de da gerne. Jeg fatter bare ikke, at de kaster sig ud i den kamp, når der er masser af muslimske kvinder, der ligger under for et pres med tæsk og social kontrol. Dem har de svigtet, og det har de gjort de sidste årtier, slår Alex Ahrendtsen fast.

- Det er klamt

TV 2 har spurgt en af de kampkvinder, som det hele handler om. Er en Fifty Shades of Grey-fantasi er årsag til, at hun har brugt de sidste mange år har viget sit liv til et af Danmarks venstreorienterede partier?

- Nej. For det første er det klamt, slår Johanne Schmidt Nielsen, der er folketingspolitiker for Enhedslisten, fast.

En holdning, hun også har delt på Facebook:

- Det er klamt, at Alex Ahrendtsen tilsyneladende mener, at kvinders syn på flygtninge baseres på deres seksuelle fantasier. Det ved Alex Ahrendtsen åbenbart ved rigtig meget om, siger hun til TV 2 og tilføjer:

- Hans kvindesyn svarer til det kvindesyn, som reaktionære muslimske mænd har, når de siger kvinder skal dække sig til.

”Det er på tide med kvindekamp. På venstrefløjen”, skriver Alex Ahrendtsen i debatindlægget. Men spørger man Johanne Schmidt Nielsen, så er det den anden vej rundt.

- Dansk Folkeparti snakker kun om kvinder og homoseksuelle rettigheder, når det handler om at snakke grimt om muslimer, siger Johanne Schmidt Nielsen og fortsætter:

- Dansk Folkepartis påståede forsvar for kvinders rettigheder er jo nærmest komisk. De har aldrig nogensinde kæmpet for lige løn, hvor der er ingen tvivl om, at et helt afgørende element er at hæve lønningerne på velfærdområdet. Hvis vi ser på kvinder med minoritetsbaggrund, så har Dansk Folkeparti stemt for 225 timers-reglen, som rammer rigtig mange af kvinderne, som på den måde bliver økonomisk afhængige af deres mænd.

Hvorvidt Johanne Schmidt Nielsen skulle være styret af en ubevidst seksuel drift, kan Alex Ahrendtsen ikke svare på.

- Det ved jeg ikke noget om, siger han.

Oversigt

    Oversigt