Borger testet 24 gange på 14 dage - flere parter kræver nu klarere retningslinjer

Danske Regioner og Praktiserende Lægers Organisation savner klarere retningslinjer for, hvornår man bør blive coronatestet.

Lørdag kom det frem, at 1500 borgere fra Region Syddanmark er blevet testet for coronavirus tre eller flere gange i løbet af to uger. En enkelt borger har ladet sig teste hele 24 gange på 14 dage.

Det fik formanden for Danske Regioner, Stephanie Lose (V), til at efterlyse klarere anbefalinger fra sundhedsmyndighederne om, hvornår man bør lade sig teste.

Og nu bliver hun bakket op af Praktiserende Lægers Organisation (PLO), hvor man mener, at danskere ”i ekstrem grad” bliver testet for covid-19.

- Det er oppefra anbefalingerne skal komme. Danskere lytter til de ting, som politikere og myndighederne siger, lyder det fra direktøren Jonatan Schloss.

De raske spærrer for de syge

Ifølge PLO's formand her myndighederne tidligere defineret mange tests som et succeskriterie. Men han mener, det er vigtigt at melde klart ud, at det er dem, der har brug for test, som skal testes - dem, som er nære kontakter til smittede, og dem, der har symptomer.

- Ellers overbelaster det sundhedssystemet, og de raske spærrer for de syge, siger Jonatan Schloss.

Den store efterspørgsel på test og den dertilhørende ventetid udfordrer allerede sundhedssystemet, blandt andet landets børneafdelinger, lyder det fra PLO.

Siden coronakrisens begyndelse er børn med coronasymptomer som feber eller hoste ikke blevet tilset af den praktiserende læge, som ellers normalt tager sig af de småsyge børn. På grund af smitterisikoen skal børnene ifølge Sundhedsstyrelsen sendes til landets børneafdelinger.

- Det begynder nu for alvor at presse systemet til kanten, siger Jonatan Schloss.

- Vi oplever også lang telefonkø hos de praktiserende læger, fordi raske borgere ringer ind for at spørge om test og prøver at komme foran i testkøen. Det betyder, at syge borgere har sværere ved at komme i kontakt med lægen.

Tre kriterier

Tidligere har sundhedsminister Magnus Heunicke (S) meldt ud, hvornår man bør lade sig teste. I den forbindelse nævnte han tre kriterier:

  • Hvis man har symptomer på covid-19
  • Hvis man har været tæt på nogle med covid-19-symptomer
  • Hvis man skal besøge en særligt sårbar (det gælder blandt andet sundhedspersonale)

Alligevel lader flere sig teste for at være på den sikre side.

Ifølge Berlingske kender Region Syddanmark til eksempler, hvor folk er blevet bedt om at blive testet forud for eksempelvis bryllupper og et fodboldstævne.

- Man kan overveje at indføre restriktioner

Udover at efterlyse klarere retningslinjer mener regionsformand Stephanie Lose, at man bør overveje, om der skal begrænsninger på, hvor mange gange man kan lade sig teste.

- Man kan overveje at indføre restriktioner, så det for eksempel ikke er muligt at blive testet 24 gange på 14 dage, siger hun.

Hos Dansk Folkeparti mener man ikke, at der nødvendigvis skal indføres forbud.

Sundhedsordfører Liselott Blixt (DF) efterlyser derimod, at sundhedsmyndighederne melder ud, hvem der bør blive testet og hvornår.

- Vi nødt til at sikre, at der kommer nogle andre retningslinjer, så længe man ikke kan leve op til testkapacitet, som man har lovet, siger Liselott Blixt og henviser til de lange ventetider.

TV 2 arbejder på at få en kommentar fra Sundhedsministeriet.

Oversigt

    Oversigt