Dansk og norsk kvinde dræbt i Marokko: Fynboer er sigtet for at dele drabsvideo

I en landsdækkende efterforskning har politiet undersøgt anmeldelser af 118 personer for deling af dødsvideo. To fynboer er sigtet i sagen.

Både børn og voksne er sigtet for at dele en drabsvideo fra Marokko, der begyndte at florere på internettet efter drabet på norske Maren Ueland og hendes danske veninde Louisa Vesterager Jespersen.

Iblandt de sigtede er to fynboer. Der er tale om en kvinde på 18 år og en dreng på 16 år.

Begge kommer fra Odense. De er begge sigtet for paragraf 264 d, oplyser Fyns Politi.

I alt er 118 anmeldelser efterforsket, og da delingerne er foregået over hele landet, har den samlede efterforskning været forankret i Østjyllands Politi for at sikre en ensartet behandling af sagerne.

14 er sigtet

Efterforskningen er ikke slut, men politiet oplyser, at 14 børn og voksne nu er sigtet for delinger af videoen. To af de sigtede er under 15 år, den ældste er 69. Typisk fordi de har delt videoen via Facebook Messenger eller andre sociale medier, oplyser Østjyllands Politi.

- 12 personer er sigtet for, under særligt skærpende omstændigheder, uberettiget at have videregivet videoen, uagtet at den vedrører en anden persons private forhold under omstændigheder, som åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden. De sidste to er sigtet for offentligt udtrykkeligt at have billiget terrorhandlingen, som skete ved drabene af de to kvinder, siger vicestatsadvokat Jakob Berger Nielsen i en pressemeddelelse.

De mistænkte eller sigtede er i aldersgruppen 13-69 år, oplyser politiet. 

Seks er i alderen 13-18 år, tre er i alderen 22-36 år, mens fem er i alderen 45-69 år.

I flere tilfælde er der sket ransagninger, hvor politiet har beslaglagt computere og mobiltelefoner.

Krænkende og strafbart

Ifølge politiet er det ikke bare strafbart at dele videoen, det er også krænkende for både ofre og pårørende, og så kan det være en voldsom og dybt ubehagelig oplevelse for både børn, unge og voksne at se den.

Det bekræftes af Børns Vilkår, der har fået flere henvendelser fra børn og unge på BørneTelefonen.

- Lydene og billederne har gjort dem bange og skamfulde. Samtidig er de usikre på, hvad de skal stille op – om det er strafbart alene at have set videoen, siger Sanne Lind fra Børns Vilkår.

Derfor opfordrer politiet endnu en gang til, at man ikke ser videoen, men hurtigst muligt får den slettet, hvis man har den liggende.

- Det er vigtigt, at vi taler med vores børn og unge om, hvad krænkende film og billeder er, og at de skal slettes og aldrig deles videre, hvis man får dem tilsendt. Både fordi det er ulovligt at dele, og i høj grad også, fordi det har forfærdelige konsekvenser for ofrene og deres nærmeste, lyder det fra chefen for Rigspolitiets Nationale Forebyggelsescenter Tenna Wilbert.

Og videoen er krænkende for de efterladte. Ifølge lovgivninger skal de efterladte høres, om de ønsker, at gerningsmændene straffes for at krænke de afdøde, når der er tale om sager rejst efter netop paragraf 264 d.

Det har de efterladte ønsket i denne sag.

Delinger er spredt

Også i Norge har politiet efterforsket delingerne af videoen. Her har man fået omkring 400 henvendelser, og politiet opfordrer også her både enkeltpersoner og udbydere til, at videoen slettes.

I Danmark er sigtelserne fordelt på 9 af landets 12 politikredse.

  • 3 sigtelser i Sydøstjyllands Politikreds – heraf én for § 136 stk. 2
  • 3 sigtelser i Midt- og Vestsjællands Politikreds
  • 2 sigtelser i Fyns Politikreds
  • 1 sigtelse i Nordsjællands Politikreds
  • 1 sigtelse i Nordjyllands Politikreds
  • 1 sigtelse i Midt- og Vestjyllands Politikreds – heraf én for §136 stk. 2
  • 1 sigtelse i Sydsjællands og Lolland Falsters Politikreds
  • 1 sigtelse i Københavns Politikreds
  • 1 sigtelse i Københavns Vestegns Politikreds

Oversigt

    Oversigt