- Der bliver puttet skydeskiver i vores postkasser

Formand advarer mod at glemme fængslerne, hvor bandemedlemmerne skal puttes hen, når de bliver fanget.

Formanden for Fængselsforbundet, Kim Østerbye, opfordrer nu politikerne til at sætte flere ressourcer af til landets fængsler i forbindelse med bandekonflikten.

For mens politikerne hele tiden fokuserer på politiets arbejde og ressourcer, så glemmer de, at ansatte i landets fængsler er pressede, lyder kritikken fra Østerbye. 

Desuden er der et "akut" problem med et stort sygefravær hos de ansatte i fængslerne.

- Blandt andet har vi oplevet en stigning i vold og trusler. Vi er blevet skudt på og stukket ned. Vi bliver forfulgt, når vi skal hjem fra arbejde, og der bliver puttet skydeskiver i vores postkasser. De truer os simpelthen – også på privatlivet.

- Det betyder, at vi har et kæmpe sygefravær. Op til 50 dage i Nyborg Fængsel og mere end 40 i Vestre Fængsel, så vi er presset i bund. Nok er nok, lyder det fra Kim Østerbye.

Venstre vil kigge på forholdene

Til efteråret skal kriminalforsorgens økonomi forhandles, og her lover partiet Venstre, at man vil se på de ansattes arbejdsforhold i fængslerne.

- Det er desværre en naturlig konsekvens af, at vi i Folketinget gang på gang har vedtaget fornuftige regler om samfundstjeneste, fodlænker og så videre, der har fået de mindre kriminelle ud af fængslerne. Men resultatet er, at der sidder hårdkogte kriminelle tilbage i fængslerne, og jeg er slet ikke i tvivl om, at situationen er meget, meget kritisk for de ansatte, siger Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, til TV 2.

- Det er derfor også noget, vi kommer til at kigge på her i efteråret, når vi skal drøfte Kriminalforsorgens økonomi over de kommende fire år. Så jeg kan garantere Kim Østerbye for, at det kommer til at indgå i drøftelserne.

Heidi Tarp Klemmensen er enhedsleder i Københavns Fængsler, og hun mener, at man skal droppe de særlige bandeafdelinger i fængslerne. Hun udtaler sig her som privatperson:

- De har en hverdag som mange andre indsatte, men problemet er bare, at de kræver flere ressourcer, fordi de skal eskorteres af flere betjente, hver gang de skal noget. Så er det bare sådan, at hver gang vi prøver at udføre vores arbejde, som jeg synes, vi gør rigtig godt i Kriminalforsorgen, så er vi oppe mod en andens slags mennesker, som med det samme tyer til trusler, hvis det ikke ligesom passer ind i deres hverdag.

Oversigt

    Oversigt