Det er den koldeste morgen i 28 år

Vi er stået op til en af de koldeste morgener så sent på året.

Selv om vi er langt inde i foråret, er kulden over Danmark en vintermorgen værdig.

I store dele af landet er man lørdag morgen igen stået op til is på bilruderne, rim i græsset og en for årstiden usædvanlig kold morgen, hvor termometret flere steder har været nede under -5 grader.

Ikke set koldere på denne tid af året siden 1991

Koldest har det været i Jylland, hvor der ved Isenvad nær Ikast tidligt lørdag morgen blev målt -6,9 grader.

Det er den laveste temperatur målt så sent på året i 28 år.

Vi skal tilbage til den 21. april 1991 for at finde en koldere morgen på denne tid af året. Dengang viste termometeret -7,3 grader.

I Årslev viste termometret i de tidlige morgentimer -2,4 grader, mens man i Tirstrup på Djursland målte -5,7 grader, i Aars i Himmerland -5,3 grader og i Billund -5,1 grader.

På Sjælland har den laveste temperatur lørdag morgen været målt i Sjælsmark i Nordsjælland, hvor der var -3,5 grader.

Kan lokalt have været koldere

Lokalt kan termometret uden for køkkenvinduet godt have været længere nede, end de officielt målte -6,9 grader i Isenvad.

Ifølge Vejrdirektoratets målinger langs de danske veje er der ved Hoven nær Ølgod i det vestlige Jylland målt ned til -8 grader.

Kold luft og klart vejr

Det er fjerde morgen i træk med temperaturer, der har været under -5 grader.

Det er kold og knastør polarluft over Danmark, kombineret med klart vejr og rolige vindforhold, der har givet mulighed for, at man i Midtjylland kunne nå ned på de -6,9 grader.

Stadig langt fra kulderekord

Selv om de -6,9 grader i Isenvad lørdag morgen er helt usædvanligt koldt så langt inde i april måned, så er vi stadig langt fra den absolutte kulderekord for april måned.

Den laveste temperatur målt i april siden 1873 er de -19,0 grader, der blev målt i Store Vildmose den 3. april 1922.

Oversigt

    Oversigt