Disse restriktioner vil Epidemikommissionen fjerne - og beholde

Alle nuværende restriktioner bortfalder som udgangspunkt 16. januar til midnat. Kommission anbefaler dog, at flere restriktioner videreføres.

Onsdag klokken 15.15 mødes Folketingets Epidemiudvalg ifølge TV 2s oplysninger for at beslutte, hvilke restriktioner der skal videreføres efter 16. januar.

Og nu kan TV 2 erfare, hvilke restriktioner Epidemikommissionen anbefaler at beholde og fjerne.

Ifølge kommissionen kan disse ting åbne fra mandag 17. januar:

  • Højskoler, aftenskoler og Folkeuniversitetet
  • Udendørs idrætsarrangementer, hvor tilskuere har billetter og sidder ned
  • Zoologiske haver, akvarier, forlystelsesparker og omrejsende tivolier
  • Museer, kunsthaller og aktivitetscentre

De ovenstående ting anbefales genåbnet med krav om coronapas og mundbind eller visir. Sidstnævnte krav gælder kun indendørs.

Derudover indstiller Epidemikommissionen, at følgende åbner med krav om coronapas og mundbind/visir og desuden en deltagerbegrænsning på 350 personer indendørs:

  • Biografer
  • Spillesteder og teatre
  • Steder, hvor der afholdes foredrag og konferencer

De tre ovenstående punkter indebærer, at det ikke vil være tilladt at stå op de pågældende steder. Desuden anbefaler kommissionen, at arealkrav i Folkekirken og andre trossamfund bortfalder fra natten til 17. januar.

Disse restriktioner anbefales fortsat

Hvis Epidemikommissionen får sin vilje, vil følgende dele af samfundet fortsat holde lukket efter 16. januar:

  • Natteliv
  • Spillehaller og kasinoer
  • Legeland og badeland
  • Forsamlingshuse og selskabslokaler

Derudover skal serveringssteder fortsat stoppe udskænkning af alkohol fra kl. 22 og holde lukket fra kl. 23 til kl. 05. Der er desuden et generelt forbud om salg af alkohol fra kl. 23 til kl. 05.

Arealkrav 2 kvadratmeter per gæst for siddende gæster og 4 kvadratmeter for stående gæster bibeholdes.

TV 2 erfarer

Disse restriktioner har været gældende siden 19. december og bør ifølge Epidemikommissionen fortsat gælde.

Restriktioner udløber søndag

I udgangspunktet er alle restriktioner planlagt til at udløbe til midnat 16. januar, såfremt de ikke forlænges af Folketingets Epidemiudvalg.

Partiernes sundhedsordførere mødes onsdag formiddag med sundhedsminister Magnus Heunicke (S) for at få en orientering om kommissionens indstillinger ifølge TV 2s oplysninger.

Epidemikommissionen består af en lang række embedsmænd fra ministerier og sundhedsmyndigheder, og den kan som nævnt kun komme med anbefalinger til regeringen, som så bruger disse til at foreslå restriktioner i epidemiudvalget.

Regeringen har traditionelt fulgt indstillingerne fra Epidemikommissionen.

Alle Folketingets partier - med undtagelse af Alternativet, Frie Grønne og Kristendemokraterne - er repræsenteret i epidemiudvalget, og hvis restriktioner skal vedtages her, må der ikke være et flertal mod restriktionerne.

Næste genåbning kan blive stor

Epidemikommissionen har i sine anbefalinger derudover forholdt sig til, hvordan den videre genåbning af samfundet skal foregå.

Her lægger kommissionen op til "få større trin, frem for flere mindre trin".

Kommissionen vurderer i øjeblikket, at næste trin i genåbningen kan indeholde en lempelse af hovedparten af de øvrige restriktioner på kultur- og erhvervsområdet samt begrænsninger på serveringsteder.

Oversigt

    Oversigt