Efterlod engangsgrill: Ungt, fynsk par risikerer stor regning

Politikredse landet over deler masser af bøder ud, fordi folk ignorerer afbrændingsforbud på grund af tørken.

Det kan blive en dyr pølse, hvis man griller uden at have sørget for et brandfast underlag.

Det kan et ungt par fra Middelfart komme til at sande, efter de forleden efterlod en engangsgrill foran Turbinehallen i Middelfart. Gløderne antændte brodækket ved Torben Østergaard-Nielsens USTC-koncern, og skaderne i det massive træ, der er importeret fra Sydamerika, beløber sig til anslået 100.000 kroner, skriver fyens.dk

Erstatningskravet er endnu ikke blevet rejst for parret, da politiets efterforskning stadig er i gang, og de stadig mangler at blive identificeret ud fra virksomhedens overvågningsbilleder. Men sagen fra Fyn er kun en af mange fra det tørkeramte sommerland.

Hvedemark brændt af

I alt har antallet af bøder rundet 100 og der er rejst en lang række sigtelser for overtrædelse af afbrændingsforbuddet, som har været gældende fra begyndelsen af maj over store dele af landet. Det viser en rundringning, TV 2 har foretaget.

Hvis man er i tvivl om, hvad afbrændingsforbuddet omfatter, og hvordan man gebærder sig, kan man finde oplysning på Beredskabernes hjemmeside.

I Horne nord for Varde var en ældre mands lemfældige omgang med ild ved at forårsage en større brand i weekenden, da en knastør hvedemark blev antændt af flammer, fordi der var blevet brændt affald af på en nærliggende matrikel.

Flammerne nåede at æde omkring 50 kvadratmeter hvedemark, og det udløste et bødeforlæg hos den 78-årige.

Hos Midt- og Vestsjællands Politi har man sigtet 17 personer - en række andre sager er blevet klaret ved påtale.

Forbipasserende og naboer anmelder

Det er ikke, fordi man har været særligt emsige i den sjællandske politikreds, selvom det er et af de steder, man har langet flest bøder ud.

- Langt de fleste af de sager, vi har haft, er kommet på baggrund af anmeldelser fra forbipasserende eller naboer, siger kommunikationsansvarlig Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Får man en bøde for at overtræde afbrændingsforbuddet, lyder den som udgangspunkt på 5000 kroner.

Hos Østjylland Politi har man også slået ned på overtrædelser med brug af ild.

- Vi har siden den 1. maj sigtet 11 personer for at overtræde afbrændingsforbuddet. Det drejer sig om sager, hvor der er tændt bål, afbrændt haveaffald og brugt ukrudtsbrænder, lyder det.

På den københavnske vestegn har man også udstedt bøder.

- Vi har rejst 11 sigtelser, siden det landsdækkende afbrændingsforbud blev indført, lyder meldingen.

I flere politikredse som Nordjylland, Bornholm og Fyn har man ikke præcise tal, men bekræfter overfor TV 2, at der løbende har været sigtelser og sager.

Oversigt

    Oversigt