Efterskoleelever vil strejke for genåbning - godt, de viser tænder, siger forstander

Elever på landets efterskoler har været hjemsendt siden december. Torsdag vil flere strejke.

På mandag kan efterskoler i udvalgte dele af landet byde deres elever velkommen tilbage, efter de har været hjemsendt siden december.

Men langt de fleste elever må blive hjemme og spejde efter en udvidet genåbning, som endnu ikke er fastlagt i kalenderen.

Som konsekvens af den manglende åbning, vil flere efterskoleelever i morgen ikke deltage i deres digitale undervisning. Det fremgår af Facebook-begivenheden i gruppen 'Efterskoleelever tilbage på skolerne NU!', hvor mere end 1600 elever i skrivende stund har tilkendegivet, at de ikke møder til undervisning.

Ifølge initiativtageren til eventet, Joachim Piil Asklund, er det et forsøg på at råbe politikerne op. Han oprettede begivenheden onsdag efter at være blevet skuffet over genåbningsplanen.

- Det kan godt være, at det ikke kommer til ske, at så mange strejker, men jeg kan jo lige så godt prøve at få nogle med. Jeg håber, at politikerne vil genåbne efterskolerne. Hvis vi skal testes et par gange om ugen for, at det sker, så tager vi gerne det med, siger Joachim Piil Asklund, der går i 10. klasse på Glamsdalens Idrætsefterskole på Fyn, hvor han indtil december spillede badminton.

Efterskole forstår eleverne

På Glamsdalens Idrætsefterskole har forstander Thomas Madsen forståelse for de elever, der vælger at tage del i strejkeplanerne, selvom han ikke opfordrer til deltagelse.

- Jeg synes faktisk, det er godt. Forstået på den måde, at vi ser unge mennesker vise tænder og sige deres mening. Hvis det her er starten på et lille oprør eller meningstilkendegivelse, kan jeg godt leve med, at de ikke kommer til undervisning i én dag.

Forstander Thomas Madsen havde ikke hørt om strejkeplanerne, før TV 2 ringede, men blev kort tid efter gjort opmærksom, da en en lærer henvendte sig med spørgsmål, da en elev tilkendegav sin planlagte strejke i morgen. Han opfordrer sine lærere til blot at notere det og ikke gøre yderligere.

- Jeg synes ikke, at mine lærere bør bifalde det eller det modsatte. Det skal være drevet af eleverne selv. Vi skal hverken blåstemple eller opfordre. Hvis de skaber opmærksomhed, er jeg stolt over, at de sætter den dagsorden, siger Thomas Madsen.

Hos Efterskoleforeningen lyder et lignende budskab fra formand Torben Vind Rasmussen, der ikke er bekymret, hvis eleverne misser én skoledag.

- Som udgangspunkt har jeg meget stor sympati for de elever, der vælger at bruge sådan en aktion for at vise, hvad de mener og for at tage affære. Hvis man nu strejker i tre uger, er det anden sag, men jeg er ikke bange for et læringsefterslæb her.

Håber, mange vil deltage i strejken

Hjemme på værelset hos forældrene håber Joachim Piil Asklund, at flere vil deltage i strejken end de 1600 tilmeldte på Facebook og hans venner fra efterskolen.

- Flere elever fra andre efterskoler har også skrevet til mig. Lige nu er jeg bare overrasket over, hvor mange der er med. Jeg oprettede det bare, da en anden havde gjort det før mig, men tog det ned, da få tilmeldte sig. Så måtte jeg jo prøve igen, siger Joachim Piil Asklund.

Selvom det kun er blevet til cirka fem måneders ophold på efterskole, har det alligevel sat et stort indtryk, siger Joachim Piil Asklund, der håber at få så meget af foråret med på efterskolen som muligt.

- Jeg var virkelig glad for det, og det var en meget stor oplevelse for mig. Jeg savner helt klart fællesskabet, hvor jeg kan snakke med de venner, jeg bor sammen med. Det er er noget helt særligt. Og så savner jeg at spille badminton.

Oversigt

    Oversigt