Ejendomsmæglere på Langeland kimet ned efter nyt udrejsecenter

Danbolig har fået annulleret en underskrevet købsaftale af et sommerhus på Langeland. Samtidig er flere fremvisninger blevet aflyst det seneste døgn.

Placeringen af et nyt udrejsecenter på den sydlige del af Langeland for udvisningsdømte kriminelle har skabt stor bekymring og opstandelse i nærmiljøet.

Det har ikke mindst øens ejendomsmæglere fået at mærke.

Flere mæglere har siden onsdagens pressemøde, hvor udlændinge- og integrationsminister Matthias Tesfaye (S) præsenterede regeringens planer om et nyt udrejsecenter på Langeland, oplevet en travl tid og fået flere henvendelser end normalt.

- Vi er blevet kimet ned det seneste døgn. Mange potentielle købere og sælgere er bekymrede for, hvilken betydning udrejsecentret får for blandt andet huspriserne, siger Benny Boesgaard, der er indehaver EDC Langeland, til TV 2.

Danbolig Langeland kan nikke genkendende til samme tendens.

Ejendomsmægler og medindehaver Gitte Hansen har talt med en lang række utrygge kunder. Samtidig har hun konkret oplevet, at i alt tre bookede fremvisninger er blevet aflyst det seneste døgn.

To af de aflyste fremvisninger var i hovedbyen Rudkøbing, som ellers ligger cirka 25 kilometer fra det kommende udrejsecenter Holmegaard ved Bagenkop på det sydlige Langeland.

- Vi har også haft en handel med en underskrevet købsaftale af et sommerhus, der lige er blevet annulleret, siger Gitte Hansen torsdag formiddag til TV 2.

En skidt tendens

Indehaveren af Nybolig Langeland, Morten Albertsen, forklarer, at det kommende udrejsecenter for udvisningsdømte kriminelle i øjeblikket er et stort samtaleemne.

Men Nybolig har ikke oplevet, at nogen personer har sat deres bolig til salg, og heller ingen købsaftaler er blevet annulleret.

- Der er selvfølgelig ikke en positiv udvikling, og jeg havde gerne været situationen foruden. Men vi tager det roligt, fastslår Morten Albertsen over for TV 2.

Helt så behersket er Gitte Hansen fra Danbolig ikke.

Hun ser allerede nu en tendens, der vil være rigtig skidt for hele Langeland - både for potentielle sælgere og hele ejendomsmæglerbranchen.

- Det kom som et chok med meldingen om udrejsecentret. Det vil ramme hele øen - ikke kun den sydlige del - men der er ikke så meget, vi kan gøre ved det, erkender Gitte Hansen.

Mægler: Hele øen får et problem

EDC-mægler Benny Boesgaard deler de pessimistiske tanker om perspektiverne for ejendomsmarkedet på Langeland.

Han har de seneste 24 timer fået mange spørgsmål, som primært går på, om sælgere overhovedet kan komme af med deres ejendom i fremtiden, og om huset er faldet i værdi.

- Jeg frygter, at ejendomsmarkedet i den kommende tid vil ligge brak på Langeland. Det er bekymrende, for vi har ellers været inde i en positiv udvikling de seneste år, siger Benny Boesgaard.

quote Alle på Langeland vil få et problem som følge af den dårlig omtale, for potentielle huskøbere vil betragte Langeland som en enhed

Benny Boesgaard, ejendomsmægler

Han mener, at opblomstringen på ejendomsmarkedet kan blive ødelagt på øen, for hele Langeland vil uundgåeligt blive kædet sammen med udrejsecentret i syd, der efter planen skal tages i brug i løbet af et års tid.

- Alle på Langeland vil få et problem som følge af den dårlig omtale, for potentielle huskøbere vil betragte Langeland som en enhed, mener Benny Boesgaard.

Det skyldes ikke mindst den tvivl, som mægleren forudser vil opstå omkring de 130 udvisningsdømte kriminelles opførsel, som ikke vil blive spærret inde på Holmegaard tæt på Bagenkop.

Usikkerheden skræmmer

Fyns Politi har som en del af aftalen om placeringen af et udrejsecenter på Langeland fået øget sin bemanding.

Politiet er konkret blevet tildelt 67 ekstra årsværk for at styrke den lokale tryghed.

Men EDC-mægleren har sin tvivl, om politiet kan styre de kommende tilflyttere.

- Det værste er usikkerheden omkring udrejsecentret det kommende år. Det er virkelig skidt for os, og jeg håber på folkelig modstand mod projektet, siger Benny Boesgaard.

Oversigt

    Oversigt