Et stormlavtryk bestemmer dit nytårsvejr

Et stormlavtryk over Norge sender fronter, blæst og opklaring til Danmark nytårsdag og nat.

Nytårsaften kan risikere at blive en blæsende affære, derfor skal man passe ekstra på, når raketterne skal tændes.

Når nytårskrudtet skal fyres af omkring midnat blæser det op i hele landet. I det nordlige Jylland blæser det så kraftigt, at det kan være farligt. Vindstødene kan være af stormende kuling og ved Jammerbugten måske endda af stormstød. Det påvirker selvfølgelig raketterne i luften, men mest farligt er det ved jorden, hvis raketterne vælter i affyringsrampen.

 

 
 
Foto: TV 2 / Vejret / grafik

 

I den sydlige og østlige del af landet kan den opfriskende vind vise sig at være fordelagtig. Det kan løfte skyhøjden og gøre sigtbarheden bedre, så fyrværkeriets lys bliver smukkere. Når vinden er stødende, er det dog ekstra vigtigt, at det - der bruges som affyringsrampe - står stabilt og sikkert fast.

 

Fra morgenfrost til 8 grader

 

Nytårsdag begynder med let frost og delvist klart vejr i de østlige landsdele, men hurtigt bliver det mere skyet, og temperaturen løfter sig. Omkring middag vil det være overskyet, og der kan i en periode komme let regn eller finregn. Temperaturen løfter sig til mellem 3 og 8 grader, køligst i øst.

Senere på eftermiddagen stiger temperaturen fortsat i Østdanmark. Når de fleste tager til fest, kommer termometrene til at vise 5 til 8 grader. Det vil også være temperaturen, når kransekagen skal spises, og fyrværkeriet fyres af.

Årsagen til den stigende temperatur kan ses på nedenstående grafik. Et stormlavtryk er placeret i Norgeshavet, og Danmark ligger mellem de to fronter fra lavtrykket. Det betyder, at vejret i løbet af dagen bliver mildt og skyet. Det meste af tiden er det tørvejr. Regnen på prognosekortet til middag skyldes varmefronten, der passerer fra vest mod øst. Den kan i aftentimerne give lidt regn på Bornholm.

 

 
 
Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

 

Koldfronten skal passere Danmark nytårsnat og morgen, hvilket giver kraftig blæst og en overgang med regn. Nogle prognoser har i skrivende stund stormstød flere steder i landet nytårsnat og storm i middelvind ved Jammerbugten. 

Oversigt

    Oversigt