Fødsel blev til krise - musik blev familiens redning

- Jeg glædede mig helt vildt, men det endte helt anderledes, end jeg havde forventet. Vandet var gået, og alt var uvirkeligt.

Sådan husker Luise Føns Haaber de dage, hvor hendes datter, Alvilda, kom til verden.

For de fleste forældre er det øjeblik, deres barn bliver født, fyldt med eufori og lykke, men sådan var det ikke for hende og hendes mand, Anders.

For dem blev fødslen begyndelsen på en meget hård tid.

Det fortæller parret i 'Go' morgen Danmark'.

Personalet havde prøvet at forberede dem begge på, at det kunne blive hårdt, men det, der ramte Luise og Anders Føns Haaber, var de slet ikke forberedt på. 

Vandet gik midt under Tina Turner

Deres lille datter meldte sin ankomst på Anders Føns Haabers 30-årsfødselsdag. To måneder før termin.

Det er nu syv år siden, men hendes forældre husker det begge, som var det i går. Luise Føns Haaber, der er sanger, stod på scenen og sang et Tina Turner-nummer, da vandet pludselig gik.

- Det var ligesom på film. Jeg soppede rundt i fostervand på scenen. Jeg havde ingen veer og ingen smerter, men jeg kom på hospitalet i en fart, og så lå jeg og ventede på, at fødslen skulle gå i gang. Det gjorde den fem dage efter, og jeg fødte Alvilda nogenlunde nemt.

- Men så startede den hårde tid, fortæller Luise Føns Haaber.

Fordi datteren var født to måneder for tidligt, skulle hun lægges direkte i en kuvøse.

Det gik stærkt, husker de to forældre.

- Jeg fik hende op på brystet, men kun i ganske kort tid. Alvilda blev derefter taget fra mig, og jeg måtte ikke komme med hende op på neonatal afdeling. Anders kunne gå derop, hvor hun lå, men der gik to timer, inden jeg så hende rigtigt, og så skete der bare et eller andet med mig.

- Da jeg endelig så hende, havde jeg det næsten som om, at det kunne være hvem som helst, fortæller Luise Føns Haaber. 

Tog hjem uden hende

Der var ikke noget, hverken hun eller Anders Føns Haaber kunne gøre for deres nyfødte datter.

Alvilda lå bare der, lille og tynd, badet i kuvøsens ultraviolette varme lys, koblet til en maskine med små elektroder og en slange i næsen, der skulle hjælpe hende med vejrtrækningen.

- Det var simpelthen for mærkeligt. Jeg var blevet pumpet med medicin, så jeg var slet ikke mig selv. Det var frygteligt for at sige det mildt, lyder det fra Luise Føns Haaber.

Så da en række fagpersoner anbefalede, at de to førstegangsforældre tog hjem for at hvile ud, gjorde de det. Kun fem timer efter, hun havde født, sad de begge derhjemme. Uden deres barn.

- Hun blev. Og så lå vi der og så serier. Jeg fik det svært, og jeg forstår faktisk godt i dag, hvorfor man kan bortadoptere fra fødslen, fortæller Luise Føns Haaber.

I de få timer, hun havde været adskilt fra sin datter, havde hun allerede udviklet en form for tilknytningsproblemer, og hvad hun ikke vidste var, at familien skulle gå en endnu hårdere tid i møde.

Det handlede om at overleve

Familien endte med at tilbringe omkring en måned på hospitalet.

På grund af pladsmangel blev Luise Føns Haaber og Alvilda indkvarteret på opholdsstuen, men hver aften klokken 22.00 skulle Anders Føns Haaber forlade dem.

Han måtte ikke overnatte, men måtte komme og gå. 

Det gjorde, at han stod lidt på sidelinjen den første måned af datterens liv, hvor hun blev overvåget og fik sondemad, og Luise Føns Haaber skulle amme ud hver anden time.

- Det var en måned med et stærkt psykisk pres, hvor jeg blev sendt hjem hver aften. Vi var alle meget hårdt presset, så vi var i en slags overlevelsestilstand i meget lang tid, siger Anders Føns Haaber.

Da de kom hjem fra hospitalet, måtte de kæmpe for at komme ovenpå igen.

- Vi troede på det tidspunkt, at vi skulle hjem og leve et almindelig barselsliv, men sådan blev det ikke. Vi skulle hele tiden være opmærksomme på at få stimuleret Avilda. For tidligt fødte børn har nemlig en del, de skal indhente, hvis de har været indlagt, fortæller han.

Det var ikke en nem tid.

Men det var her, de to forældre mere eller mindre helt utilsigtet kom til at træffe en beslutning, der vendte situationen helt på hovedet.

De begyndte at synge for hende

Anders og Luise Føns Haaber begyndte at synge og spille musik for deres lille datter.

Et af de råd, de havde fået med fra hospitalet var, at de skulle stimulere Alvilda med motoriske øvelser.

Parret anede ikke, hvordan man gjorde det, og de bedste bøger om emnet, de kunne finde på biblioteket, var fra 1970'erne. Så derfor satte de sig for at lave deres egne sange og øvelser.

Det blev deres vej ud af den situation, de var havnet i. 

- Vi er så heldige, at vi begge er musikere. Vi gik bare selv i gang med at lave vores egne sange og lave motoriske øvelser, hvor vi øvede Avilda i at ligge på maven, lave krydsbevægelser og hoppe på hoppebold, fortæller Anders Føns Haaber.

- Når Alvilda lå på puslebordet begyndte vi for eksempel at synge: "Vi skal have ny ble på, vi skal have ny ble på", mens vi bevægede hendes ben, lyder det fra Luise Føns Haaber.

Og måske helt uden at være klar over det, har parret gjort det helt rigtige.

Sådan lyder det fra Stine Lindahl Jacobsen, der er lektor og leder af musikterapi ved Aalborg Universitet.

Forsker: - Musik udvikler dit barn

Det er efterhånden veldokumenteret, at musik udvikler børn positivt.

Meget tyder dog på, at musik også kan styrke forholdet mellem forælder og barn, lyder det fra Stine Lindahl Jacobsen.

- Særligt for forældre til for tidligt fødte har det vist sig, at musikken kan være til stor hjælp. Det kan være svært for forældrene at føle, at de kommer tæt på barnet, når det ligger i en kuvøse, men her er musikken en vej til at skabe kontakt og tilknytning, siger hun.

For musik er ifølge forskeren en form for kommunikation. Selv når man bare nynner, kommunikerer man med sit spædbarn, forklarer lektoren. 

Det er derfor, man i USA og flere lande i Europa tilbyder vejledning i musik og rytmik til forældre til for tidligt fødte, der har brug for støtte. Her viser personalet blandt andet forældrene, hvordan de kan skabe en anden forbindelse til deres barn gennem musik. For det hjælper både forældre og barn, når de voksne synger, lyder det.

- Nu er de musikere, men der er mange forældre, der ikke er musikere. Så meget af hjælpen går ud på at sige, at det er godt, man synger, selvom tonerne måske er lidt falske. Det kan også være hjælp til at finde en tekst, der betyder noget for forældrene, så de kan få sagt nogle af de ting, de går og kæmper med, siger Stine Lindahl Jacobsen.

Det var det, der hjalp Anders og Luise Føns Haaber. For dem var det terapi.

- Vi bruger musikken som en udtrykskanal, og i forbindelse med Alvilda brugte vi musikken til at beskrive situationerne, vi stod i. Det var en måde at bearbejde de ting, vi gik og tumlede med, og det blev en nøgle til samvær, siger Anders Føns Haaber.

Nu synger de sammen

I dag, syv år efter, at Alvilda kom til verden, kan familien sige, at musikken samlede dem.

Den svære tid har de lagt bag sig.

- En dag sad vi pludselig og opdagede, at det havde hjulpet helt vildt meget. Især med tilknytningen. For musikken gjorde, at vi skabte en tilknytning til vores datter. Vi havde det her sammen, når jeg sang for hende, fik øjenkontakt, og hun smilede.

- Det hjalp os bare, siger Luise Føns Haaber. 

Og hun og hendes mand er ikke et sekund i tvivl om, at det også har gjort noget godt for deres datter. I dag laver hun musikken sammen med sine forældre.

Det er derfor, de har valgt at stå frem med deres historie.

- Jeg håber, at vi kan nå ud til de forældre og mødre, som har brug for det.

- Vores oplevelse har gjort, at vi har dedikeret vores liv til at skrive og spille musik for børn. Vi vil gerne gøre vores til at knytte voksne og børn sammen med musik som redskab, slutter Luise Føns Haaber.