Forhandlinger om sommerpakke: Måske kommer du til at køre gratis over Storebæltsbroen

Behovet for den økonomiske sommerpakke kommer, i takt med at statens milliarddyre hjælpepakker bliver udfaset i den kommende tid.

Danskerne kan se frem til en sand "gaveregn", når politikerne søndag ventes at præsentere den såkaldte økonomiske sommerpakke. Det forudser TV 2s politiske redaktør Troels Mylenberg.

Pakken skal give danskerne flere penge mellem hænderne og sparke gang i dele af det nødlidende erhvervsliv.

quote Sommerpakken bliver dyr på den korte bane, men der er bred politisk enighed om, at det vil være endnu dyrere ikke at gøre noget.

Troels Mylenberg, TV 2s politiske redaktør

Forhandlingerne forsætter søndag klokken 15, og politikerne har op til de afgørende armlægninger primært haft øje på at frigøre de mange milliarder, der ligger i danskernes indefrosne feriepenge.

Men feriepengene bliver langt fra det eneste element i sommerpakken, siger TV 2s politiske analytiker Hans Redder.

Ifølge TV 2s oplysninger er disse elementer - blandt andet - i spil i forbindelse med forhandlingerne:

Muligt indhold af økonomisk sommerpakke

  • Frigivelse af feriepenge
  • "Stimulanspakke" for befolkningsgrupper, der ikke har opsparet feriepenge
  • Afgiftslettelser til eksportvirksomheder
  • Styrkelse af indenlandsk turisme - som skal ske ved hjælp af følgende tiltag:
  • Nedsatte færge- og togbilletter
  • Nedsat pris eller gratis at køre over Storebæltsbroen
  • Fribilletter til landets kulturtilbud
  • Mulighed for fradrag ved overnatning på hoteller
  • Skattelettelser til udlejere af sommerhuse
  • Penge til VisitDenmark
  • Ekstra børnecheck til børnefamilier

Milliarder i indefrosne feriepenge

De indefrosne feriepenge, som danskerne har sparet op siden 1. september 2019, ventes at runde 100 milliarder kroner til september i år og har forud for forhandlingerne haft stort politisk fokus.

Regeringen har foreslået at udbetale to ud af de fem ugers indefrosne feriepenge, mens de borgerlige partier ønsker, at danskerne får adgang til pengene fra alle fem uger. Det vil i givet fald give en HK’er på laveste overenskomst med en årsindkomst på 215.000 kroner, i alt 15.000 kroner mellem hænderne.

Der er dog flere udfordringer med hensyn til udbetaling af feriepengene.

Dels regner økonomer med, at "kun" cirka 60 procent går direkte til forbrug, da nogle danskere vil bruge de ekstra midler til at dække diverse gæld. Dernæst vil feriepengene ikke komme alle befolkningsgrupper til gode.

Og i den økonomiske sommerpakke skal der være noget til alle, har finansminister Nicolai Wammen (S) udtalt.

Pensionister og ledige har eksempelvis ikke penge til gode, og derfor er der forhandlinger om en såkaldt "stimulanspakke" målrettet disse personer.

- Det bliver svære og dilemmafyldte forhandlinger for politikerne, der er klar til bruge rigtig mange penge. Men politikerne ønsker en form for vished om, at pengene får den ønskede effekt, siger Hans Redder.

Mange af landets eksportvirksomheder kigger - som følge af coronapandemien - ind i en særdeles økonomisk udfordret fremtid.

Ifølge TV 2s analytiker ønsker politikerne at give afgiftslettelser målrettet branchen.

En sand gaveregn

Samtlige af Folketingets partier er repræsenteret ved søndagens forhandlinger, og politikerne er enige om, at der skal postes mange penge ud i dansk økonomi.

Danskerne kan derfor ifølge TV 2s politiske redaktør, Troels Mylenberg, se frem til en sand "gaveregn".

- Sommerpakken bliver dyr på den korte bane, men der er bred politisk enighed om, at det vil være endnu dyrere ikke at gøre noget. For det vil i givet fald øge risikoen for, at Danmark kan ende i en langvarig recession, siger Troels Mylenberg.

Ifølge Hans Redder er det forventningen, at den økonomiske hjælpepakke skal være den sidste store engangsudskrivning i forhold til at håndtere coronakrisen.

Behovet for hjælpepakken kommer i takt med, at statens milliarddyre hjælpepakker som en del af forhandlingerne skal udfases i den kommende tid.

For når hjælpepakkerne er væk, er der behov for, at danskerne kommer ud og bruger penge, så der kommer gang i økonomien, og arbejdspladser ikke går tabt, lyder det fra Hans Redder.

Penge til det danske sommerland

En vigtig del af indholdet bliver at stimulere den indenlandske efterspørgsel især via turismen hen over sommeren.

- Danskerne skal ud i sommerlandet og bruge penge herhjemme. De skal ikke bare sy pengene ind i madrassen, siger Troels Mylenberg.

Det skal blandt andet ske ved at nedsætte prisen på færge- og togbilletter, gøre det gratis at køre over Storebæltsbroen og give fribilletter til danskerne til landets kulturtilbud.

Politikerne ønsker desuden, at turister får mulighed for fradrag ved overnatning på landets hoteller.

- Det er en glædens dag for politikerne. De plejer at finde ud af, hvor der skal spares. Nu skal de sådan set bare finde ud af, hvordan pengene skal stryges ud over os alle sammen, siger Troels Mylenberg.

Ønsker skattelettelser til sommerhusudlejere

Ifølge TV 2s oplysninger går de enkelte partier ind til forhandlingerne med flere konkrete forslag.

Venstre ønsker, at styrke organisationen VisitDenmark, som markedsfører Danmark som et attraktivt rejsemål.

Det skal ske ved at tilføre ekstra 50 millioner kroner i år til organisationen for at sætte gang i turismen og oplevelsesøkonomien herhjemme. VisitDenmark får i dag omkring 100 millioner kroner om året i tilskud.

Desuden ønsker Venstre, regeringens største oppositionsparti, at give skattelettelser til udlejere af sommerhuse. Partiet foreslår, at det eksisterende bundfradrag for indtægter fra udlejning af sommerhuse fordobles i 2020.

SF går ind til forhandlingerne med et ønske om at give en ekstra børnecheck til landets børnefamilier.

Dansk Folkeparti og Enhedslisten ønsker at sikre penge til pensionister og personer på overførselsreformer, da de ikke får del i frigivelsen af de mange milliarder kroners feriepenge.

Alle Folketingets partier vil som sagt være til stede ved dagens forhandlinger, som ikke har nogen bagkant.

Derfor forventes det, at politikerne i løbet af søndag vil nå til enighed og præsentere indholdet af den økonomiske sommerpakke, siger Troels Mylenberg.

Oversigt

    Oversigt