I det fynske folks tjeneste

Fynsk etape rammes: Dansk Tour-start risikerer at blive udskudt

Tour de France kommer stadigvæk til Danmark, men der forhandles nu om at få det udsat.

I samarbejde med TV2.dk

Opdatering

  • 24. jul 2020 kl. 12:18 Artiklen er opdateret med faktaboks.

Københavns overborgmester, Frank Jensen, bekræfter nu, at man forhandler med ASO om at udsætte den danske Tour-start.

I februar 2019 blev det for første gang bekræftet, at Tour de France kommer til Danmark.

Planen var, at de danske landeveje i 2021 skulle lægge asfalt til de tre første etaper af det franske etapeløb. Men onsdag kunne man i det franske medie Le Télégramme læse, at organisationen bag Tour de France, ASO, har tilbudt starten til Bretagne-regionen som en plan B.

Årsagen er, at ASO ønsker at begynde løbet en uge tidligere, men det ønske har ikke været muligt at opfylde fra dansk side, da det i så fald vil kulminere med Københavns værtsskab for fire kampe ved EM i fodbold.

Derfor forsøger man nu at få den danske start udskudt, så man kan husere det franske etapeløb på et senere tidspunkt.

- Vi er der, hvor vi må sige, at det bliver svært at få presset det ind i 2021, og så er det, at 2022 er kommet ind i billedet. Vi har ikke truffet nogen beslutning endnu, siger Frank Jensen til TV 2.

Læs også Fynsk Tour-besøg i fare: Dansk Tour de France-start sat i spil

Det er det stadig planen, at Tour de France kommer til Danmark. Nu er spørgsmålet bare, hvornår det bedst muligt kan lade sig gøre.

OVERBLIK: Datobøvl kan flytte dansk Tour-start til 2022

Kommer Tour de France til Danmark i 2021 eller ej?

Det er det store spørgsmål i disse dage, og meget tyder på, at Tour de France-starten i Danmark flyttes til 2022. Det siger Københavns overborgmester, Frank Jensen, fredag til TV2 News.

 

Og hvorfor så det?

 

Nu var det ellers lykkedes at finde et kompromis mellem Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) og Tour-arrangøren ASO i forhold til kommercielle aftaler, så det kunne lade sig gøre både at huse fire EM-kampe i fodbold i den udsatte EM-slutrunde og Tour-starten indenfor kort tid næste sommer.

 

Men måneders tovtrækkeri, møder, kalendergymnastik og kompromiser i den forbindelse kan vise sig relativt ligegyldige efter en udmelding fra Den Internationale Olympiske Komité (IOC).

IOC vil ikke flytte landevejsløbet i cykling fra starten af det udsatte OL i Tokyo til slutningen af OL, og derfor vil OL-cykelløbet kollidere med de sidste etaper af Tour de France, og verdens bedste ryttere kan ikke være begge steder.

 

Kalenderknas kan altså føre til, at Tour-starten i Danmark må udskydes et år.

 

Sådan ser aftalerne ud lige nu for sportssommeren 2021:

  • Tour de France begynder 2. juli, der køres tre etaper i Danmark (2., 3. og 4. juli). Touren slutter 25. juli.
  • OL i Tokyo afvikles fra 23. juli til 8. august. OL-landevejsløbet køres i Japan, inden Tour de France er slut. IOC vil ikke flytte OL-cykelløbet.
  • Tour-arrangøren ASO ønsker derfor at fremrykke Tour de France en uge, så Touren begynder 25. juni med etaper i Danmark 25., 26. og 27. juni. Så Touren er slut, inden OL begynder.
  • Problemet i Danmark er, at København i de dage er klædt ud til EM-fodboldfest. Der spilles fire EM-kampe i Danmark. Danmarks tre indledende kampe (12., 17. og 21. juni) samt en ottendedelsfinale 28. juni.
  • Fremrykkes Tour-starten en uge, vil Touren og EM ønske at fylde gader og stræder med fans og kommercielle events og så videre på samme tid op til den sidste EM-kamp i København.
  • Det er skidt for alle, og når Danmark ikke vil huse Tour-starten en uge tidligere end aftalt, ønsker ASO at flytte Tour-starten 2021 til Bretagne.
  • Frank Jensen kalder det realistisk, at Tour-starten 2021 i Danmark derfor ikke bliver til noget.
  • Han slår dog fast, at Danmark og København skal være vært for Tour-starten på et tidspunkt, og at Danmark kun går med til at flytte Tour-starten til 2022, hvis økonomien hænger sammen, og hvis alle danske start- og målbyer nikker ja. Frank Jensen forventer desuden, at ASO bidrager til de ekstra omkostninger.

Kilder: DR, TV2, ASO, Uefa, Ritzau

Se mere

 

Tidligere i år blev de tre danske etaper offentliggjort. Løbet skal starte med en enkeltstart i København, mens 2. etape går fra Roskilde til Nyborg. På 3. etape kører feltet fra Vejle til Sønderborg, hvorfra Tour-karavanen flyver til Frankrig.

UCI og IOC ville ikke rykke sig

ASO ønsker at rykke Tour de France, så det nu skal starte en uge tidligere, fordi man ellers ville blive presset af OL i Tokyo, der ligesom EM i fodbold er rykket til 2021.

Frank Jensen oplyser, at man har forsøgt at få rykket linjeløbet ved OL til et senere tidspunkt, så man kunne nå at afvikle hele det franske etapeløb inden linjeløbet ved De Olympiske Lege. Men det har ikke været muligt.

- Vi har haft kontakt til den Internationale Cykelunion, UCI, og Den Internationale Olympiske Komité, IOC, og de står fast. De vil ikke flytte linjeløbet, og derfor skal Touren flyttes, siger Frank Jensen.

Læs også Nyborg varmer op til Tour-start: Kongen får den gule førertrøje på

Borgmester i Lorient har sendt besked til Prudhomme

Hvis den danske Tour de France-start ender med at blive udskudt, og valget falder på Bretagne-området, så står borgmesteren i Lorient, Fabrice Loher, klar til at byde verdens største cykelløb velkommen.

Det fortæller han i et interview med Le Télégramme.

- Vi har ikke modtaget nogen officiel forespørgsel endnu. Men jeg stemmer selvfølgelig for idéen. Jeg har sendt en besked til direktøren for Tour de France, Christian Prudhomme, angående dette emne i dag, torsdag 23. juli 2020. Jeg håber at få et snarligt svar fra ham, siger borgmesteren.

Det franske medie skrev onsdag, at både Lorient og Rennes var inde i billedet som mulige startbyer til næste års Tour de France, hvis det ikke bliver i København.