Frygten er en ny pandemi, vi starter her i Danmark - WHO er advaret

Mutationer af coronavirussen har gjort forskere bekymret.

Alle mink i Danmark skal aflives.

Det oplyser statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag på et pressemøde.

Aflivningerne skyldes, at der er sket en mutation af coronavirussen blandt danske mink, som kan bringe effekten af en fremtidig coronavaccine i fare.

Og spreder den nye muterede virus sig, kan den blive udgangspunkt for en ny verdensomspændende pandemi.

Så alvorligt var budskabet fra Kåre Mølbak, faglig direktør på Statens Serum Institut, på pressemødet.

- Vi har kunnet se, at der er mutationer af coronavirussen, og det betyder, at den immunitet, man får - som naturlig flokimmunitet eller igennem en vaccine - mister man, siger direktøren.

- Det skyldes, at den muterede virus er så forskellig fra den kendte coronavirus, at vi bliver nødt til at designe vaccinerne om, før vi har den nye mink-virus dækket. Det er derfor, vi agerer med den her alvorlige risikovurdering, siger Kåre Mølbak.

En pandemi af dimensioner

Også Hans Jørn Kolmos, der er professor i klinisk mikrobiologi, frygter, at Danmark bliver oprindelsessted for den næste variant af epidemien.

Og det risikerer at ske, hvis ikke der handles nu, siger han.

- Vi kan få en pandemi af dimensioner som ved den spanske syge. Vi taler ikke om, at det her er en lokal eller national, men en international udfordring, siger Hans Jørn Kolmos, der er professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet,  til TV 2.

- Vi er oppe i en dimension, hvor vi ikke kan diskutere relevansen af at aflive de her mink. Det er indlysende nødvendigt. Det er af hensyn til folkesundheden, siger han.

Derfor vurderer han også, at myndighedernes nye tiltag er fuldstændig relevante og nødvendige.

Det er muligt at inddæmme smitten

Som status er nu, er det dog muligt at inddæmme smitten, inden det potentielt går galt.

Det skal ske med to værktøjer, siger Kåre Mølbak.

- For det første skal man fjerne reservoiret, altså minkene, og så skal man sikre, at der sker smittebekæmpelse i samfundet, siger han.

- Det er de elementer, som vi også kender fra epidemibekæmpelsen i foråret. Det er den berømte værktøjskasse. Der kommer flere værktøjer ud af kassen, men lige såvel som at smitten blandt slagteriarbejdere kunne stoppes og blandt unge universitetsstuderende, så kan den også stoppes blandt mink, siger han.

Det er altså ikke for sent at inddæmme smitten med den muterede version af coronavirus og sikre, at den ikke kommer ud til resten af verden, pointerer han.

WHO er advaret

Sundhedsminister Magnus Heunicke fortæller på pressemødet, at de europæiske sundhedsagenturer er orienteret om fundet af muteret smitte i mink.

- Danmark har i dag i henhold til det internationale sundhedskodeks orienteret Det Europæiske Smitteagentur og WHO om fundet af muteret coronavirus, siger Magnus Heunicke.

 

Oversigt

    Oversigt