Fynbo sælger familieejet øgruppe efter 87 år

De tre øer i Lillebælt har været ejet af samme familie i 87 år.

Hvis du har en drøm om at blive ø-ejer, og ligger du inde med 1,5 millioner kroner, er det nu, du skal slå til.

Bastholmene, en ø-gruppe i Lillebælt, er nemlig sat til salg.

De tre øer har siden 1976 været ejet af Jeppe Hansen. Men nu skal der findes en ny ejer, fortæller den pensionerede tømrer.

- Jeg er i den alder, hvor det er på tide. Mine døtre hverken sejler eller fisker, og min kone har ikke været på øen i 11 år, siger 64-årige Jeppe Hansen.

Tredje generations ø-ejer

Den største ø, Bastholm, er 3,5 hektar stor, mens de to andre, Småholmene, er betydeligt mindre.

Jeppe Hansen fik foræret øerne af sin far, der havde fået dem af sin far. Farfaren havde en købmandsbutik på naboøen Bågø og købte Bastholmene i 1933.

- Han var typen, der købte lidt forskelligt. Der var ikke nogen, der ville købe dem ellers, tror jeg, siger Jeppe Hansen.

Han kan huske, hvordan familien havde kreaturer på øen, da han var dreng. Køerne blev hver sommer sejlet med færgen mellem Assens og Bågø og blev skubbet ud i vandet for at svømme det sidste stykke til Bastholm, hvor de græssede. Når kreaturerne skulle tilbage for vinteren, foregik det på tømmerflåder.

Jagthytte og kommunale får

Naturen på Bastholm er græsarealer, vandhuller og badestrande, og der er kun en enkelt bygning på den største ø.

Det er en jagthytte, der blev bygget i 1963 af en mand, der hed Oscar, som ifølge Jeppe Hansen ”troede, at han kunne få succes med jagt på øen”.

Oscar gravede tønder ned, installerede samtaleanlæg, så han kunne tale med sine jagtvenner, og lagde skinner, så han kunne transportere materialer rundt på Bastholm.

I dag er skinnerne væk, men den primitive jagthytte står endnu i et landskab, hvor mange fugle yngler og 20 får, der er sat ud af Assens Kommune, holder græssets højde nede.

Endnu ingen konkrete bud

Der stilles ingen krav til Bastholms nye ejer, der får adressen Bastholm 2, 5610 Assens med i købet. Budrunden slutter 24. januar, og mindsteprisen for de tre øer lyder på 1,5 millioner kroner.

Der er endnu ingen, som har lagt et konkret bud på øgruppen. Men Jeppe Hansen er ikke bekymret for, at Bastholmene ikke bliver solgt.

- Jeg havde ikke forventet andet, end at buddene først ville komme til sidst. Men jeg har oplevet en stor interesse og en del, der har kontaktet mig, siger han.

Han frygter heller ikke, at en ny ejer vil ændre for meget på den lille øgruppe.

- Min svigersøn er bange for, at der kommer hoteller ligesom på den spanske solkyst. Det tror jeg næppe. Dem, der køber, de holder forhåbentlig af naturen og lader det meste stå, som det er, siger han.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt