Fynsk familie flygtede fra flammerne i Grækenland: - Kan vi ikke bare sige stop og farvel, mor

En taske med popcorn blev en fynsk families redning, da de måtte flygte ud i havet for at undslippe flammerne.

Onsdag opjusterede de græske myndigheder dødstallet til 79 efter de voldsomme skovbrande - og det brænder stadig.

Især to kystbyer nær Athen er hårdt ramt. Her bredte ilden sig så hurtigt, at mange måtte flygte ud i havet for at undslippe flammerne.

Blandt dem Therese Nielsen fra Faaborg, der er på ferie i Grækenland med sine tre børn og en anden dansk familie.

- Der går rigtig mange tanker gennem hovedet. Jeg nåede at sige farvel til mine børn. Jeg sagde, nu går vi ned, og vi ses på den anden side af regnbuen. Jeg kunne ikke have begge børn i mine hænder og få dem til at flyde.

- Den sidste time endte det med, at min yngste søn faldt i søvn af udmattelse. Han kunne ikke mere. Så når der kom en bølge, fløj han af mig. Så jeg måtte gribe fat i ham og sætte ham fast på min skulder. Jeg måtte skælde ham ud og sige, at han skulle vågne. Så sagde han til mig, ”kan vi ikke bare sige stop og farvel, mor. Jeg kan ikke mere”, fortæller Therese Nielsen til TV 2.

Reddet af taske med popcorn

En sportstaske med popcorn blev familiens redning, vurderer Therese Nielsen:

- Tasken lå ude på vandet, hvor en mand og hans søn havde fat i den. Jeg sagde, at jeg havde brug for den til min datter. At det var den eneste mulighed for, at vi kunne redde hende. Vi får fat i tasken, og hun lægger sig op på den. Der er en pose popcorn i, som gør, at tasken kan flyde med hende på, fordi hun ikke vejer så meget. Så det er helt klart den eneste måde, vi har overlevet på.

En bekendt hjemme i Danmark havde fået familiens gps-signal, som han kunne følge, indtil båden gik ned. Det gav de to danske familier et lille håb, da det så allersværest ud.

- Vi hørte helikopterne og så bådene, men de så bare ikke os. Vi lå bare der og var spredt fra hinanden. Vi følte, at vi skulle kæmpe vores egen kamp. Men samtidig havde vi håbet om, at nogen ledte efter os. At vi ikke bare var derude, uden at nogen vidste det, siger Therese Nielsen.
Reddet op efter seks timer

I alt gik der seks timer, før de to danske familier blev reddet op af vandet af en lokal båd.

Tirsdag aften blev alle 39 evakuerede danskere indlogeret på et hotel nær Athen, hvor de ventede på hjælp fra krisepsykologer.

Den første brand startede i en fyrretræsskov tæt ved kystbyen Kineta, der ligger 50 kilometer vest for Athen. Den anden store brand brød ud i området Penteli nordøst for Athen.

Seneste nyt om situationen i Grækenland

Oversigt

    Oversigt