Genåbning af diskoteker kan resultere i "kædereaktion"

Diskoteker og natklubber giver ideelle betingelser for en såkaldt superspreder.

Den sidste fase af Danmarks genåbning står for døren i august, hvor mange ser frem til at kunne pudse danseskoene og tage på diskotek igen.

Og det kan udgøre en risiko, hvis Folketinget igen vælger at åbne nattelivet op, forklarer Christian Wejse, der er epidemiolog og afdelingslæge på Aarhus Universitetshospital.

- Indendørs og med tæt kontakt. Det er ideelle betingelser for superspredning, og det kan potentielt sætte gang i en kædereaktion i samfundet, som vi også har set fra udlandet, siger han til TV 2.

Gennem juli har vi i Danmark set mere end en fordobling i antallet af ugentlige smittede, hvilket kan have betydning.

- Lige nu mener jeg ikke, at der er grund til særlig opmærksomhed, men hvis vi fremskriver stigningen, og ser flere smittede end nu om få uger, så mener jeg, at en genåbning af diskotekerne kan udgøre en risiko, siger Christian Wejse.

Risikerer ny nedlukning

Efter at have fået kontrol over smittespredningen har flere lande været tvunget til at gennemføre nye nedlukninger. Nedlukninger, der blandt andet skyldes, at flere lande har været for hurtige til at genåbne barerne.

Myndighederne i Vietnam har netop besluttet at lukke barer igen, efter et nyt udbrud fra festbyen Da Nang har spredt sig til seks byer og flere af landets provinser. Siden mandag har det resulteret i, at næsten 60.000 mennesker er blevet sat i karantæne.

I slutningen af maj var det Sydkorea, der måtte erkende, at selvom de havde haft en af de mest effektive smittebremsende strategier i verden, så havde de været lidt for hurtige i genåbningen af barerne.

En enkelt superspreder, der var på pubcrawl i Seouls natteliv, viste sig at have smittet minimum 89 andre i løbet af sin bytur.

Noget der også blev bemærket af den danske statsminister;

- Vi har set, hvor hurtigt, det kan gå, når bare én smittet får smittet langt flere end ved den sædvanlige smittespredning. Og vi vil ikke risikere at se tilstande i det danske sommerland, som på en østrigsk afterskibar eller som når en Sydkoreansk superspreder har været på pubcrawl, sagde Mette Frederiksen (S) i en tale 29. maj.

Politikerne er splittede

På Christiansborg er meningerne om den planlagte genåbning af natklubberne delte.

I forrige uge var sundhedsminister Magnus Heunicke (S) ude og advare danskerne om, at smitten hurtigt kan komme ud af kontrol, hvis ikke vi bliver ved med at følge retningslinjerne.

Og det er da også særligt i den røde blok, at udsigterne til at skulle på dansegulvet igen vækker bekymring.

- Måske skal man revurdere hastigheden i genåbningens fase 4. Nu skal vi se de kommende dage, hvordan tallene udvikler sig. Men ellers synes jeg, at det vil være fornuftigt at udskyde åbning af diskoteker til, vi ved, om det her (højere smittetal, red.) er en blivende tendens, sagde Peder Hvelplund, der er Enhedslistens sundhedsordfører, til TV 2 i sidste uge.

Samme holdning delte SF på det tidspunkt.

- Det er en fest med næsten udelukkende mennesker, vi ikke kender. Jo flere vi er samlet, jo sværere bliver processen med at få fundet ud af, hvem vi har været i nærheden af, siger sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen.

Begge ordførere vil dog se, hvordan tallene udvikler sig, før de lægger sig fast på, hvad de mener, der skal ske i fase 4.

Rad. V og Venstre klar til åbning

Radikale Venstre deler ikke andre støttepartiers bekymring, og de ser ingen grund til at ændre i planerne for genåbning grundet en stigning i smittetallet.

- Vi har set før, at der sker en stigning, og så falder det igen. Så længe, det gør det, er det fint. Men det er klart, at hvis det bliver liggende der i ugevis, er vi nødt til at gøre noget andet, men det er der ikke grund til at antage nu, siger Stinus Lindgreen, der er Radikale Venstres sundhedsordfører, til TV 2.

I Venstre vil de ikke ”kloge sig på”, om der er grund til at ændre i planerne.

- Med tallene her synes vi ikke, at de dags dato skal give anledning til bekymring, for der er ikke noget, der indikerer, at det er ude af kontrol, siger fungerende politisk ordfører i Venstre Karen Ellemann til TV 2.

Oversigt

    Oversigt