Højeste oktober-vandstand i Syddanmark siden 1991

Forhøjet vandstand og bølger gav oversvømmelser flere steder i landet.

Et langvarigt blæsevejr i Østersøen løftede onsdag vandstanden i hele Syddanmark.

Da vandstanden kulminerede, nåede den omkring 120 centimeter over det normale ved Lolland, Falster, Møn og Langeland.

Den højeste vandstand blev målt ved Gedser, hvor måleren onsdag aften nåede 126 centimeter over det normale niveau. Det er den højeste målte oktober-vandstand i Gedser, hvor der er målt siden 1891.

Det er sjældent, vandstanden i Østersøen når så højt op i oktober, og det er ikke set i Danmark siden 1991, hvor den højeste måling var 137 centimeter over det normale. De kraftige stormfloder kommer som regel i november eller i vintermånederne.

Vandstanden steg i hele Syddanmark efter et kraftigt blæsevejr onsdag.
Vandstanden steg i hele Syddanmark efter et kraftigt blæsevejr onsdag.
Foto: TV 2 VEJRET

Selvom vandstanden var højest omkring Falster, så gør vandstande omkring 120 centimeter meget lidt skade, fordi høje diger beskytter byer og sommerhuse. Digerne blev i øvrigt bygget efter den store stormflod i 1872, som er Danmarks mest voldsomme vejrbegivenhed.

Vandstand steg over en meter på Sydfyn

På Sydfyn og i Sønderjylland nåede vandstanden op mellem 100 og 110 centimeter mange steder, hvilket gav mindre oversvømmelser.

I Lübeck i Nordtyskland nåede vandstanden 142 centimeter, hvilket er den højeste Østersø-vandstand i oktober i Tyskland siden 1956. Det oplyser TV 2 Vejrets Sebastian Pelt, som har nærstuderet stormfloder i Østersøen.

På Bornholm var det i høj grad bølgerne, der dominerede. Vandstanden nåede kun op mellem 70 og 80 centimeter, men store bølger slog ind over kyster, veje og havne.

Oversigt

    Oversigt