Inspireret af fynsk selvmordslæge: Ny "grotesk" forestilling bør tages af plakaten, siger kritiker

Komponist Louise Alenius er glad for, at hendes forestilling sætter gang i en debat om assisteret selvmord.

Forestillingen 'Manualen og de syv dødssynder' bliver både kritiseret og debatteret. Og det sker, selvom den ikke engang har haft premiere.

Forklaringen er, at den handler om noget så kontroversielt som aktiv dødshjælp.

quote Når vi diskuterer aktiv dødshjælp, så kan folk blive inspireret

Morten Bangsgaard, medlem af Etisk Råd


Udgangspunktet for forestillingen på Det Kongelige Teater er en selvmordsmanual af den tidligere læge Svend Lings. Han er både dømt for at have hjulpet mennesker med at dø, blevet smidt ud af Lægeforeningen og har mistet sin lægeautorisation.

Og det er "grotesk" at opføre et stykke, hvor man forherliger ham og hans manual, lyder kritikken.

- Jeg synes, Det Kongelige Teater skal tage den af plakaten. De laver en reklame for en dømt mands skriverier, siger formanden for Ulykkespatientforeningen, Janus Tarp.

Forestillingen vækker også bekymring hos et medlem af Etisk Råd.

- Man forherliger en mand og de handlinger, som vi har fået Højesterets ord for, er kriminel, siger Morten Bangsgaard, der er medlem af Etisk Råd og studerer teologi.

Har du brug for hjælp?

Hvem er Svend Lings?

Opera i balance

'Manualen og de syv dødssynder' er en opera og handler om "en uhelbredelig lidende krop, der søger fred", skriver Det Kongelige Teater på sin hjemmeside.

Og kvinden bag forestillingen, komponist Louise Alenius, er opmærksom på, at emnet er kontroversielt. Derfor har hun været meget bevidst om at skabe balance i den, fortæller hun.

- Det handler ikke om et ungt sårbart menneske, der falder over nogle piller og spiser dem. Vi er inde i en døende krop, som i forvejen er ved at dø og er i stor smerte, forklarer hun til TV 2.

- Forestillingen tager udgangspunkt i nogle af dem, der ligger i uger og måneder og bare venter på at dø, siger Louise Alenius og understreger, at hun synes, det er fint, at forestillingen sætter gang i en debat om assisteret selvmord.

Manualen og de syv dødssynder' er en opera og handler om en uhelbredelig, lidende krop, der søger fred.
Manualen og de syv dødssynder' er en opera og handler om en uhelbredelig, lidende krop, der søger fred.
Foto: TV 2

Et partsindlæg

Janus Tarp fra Ulykkespatientforeningen og Morten Bangsgaard fra Etisk Råd hilser også debatten om aktiv dødshjælp velkommen. Men ikke i form af operaen 'Manualen og de syv dødssynder'.

- Det er et partsindlæg og afsporer i mine øjne fuldstændig debatten, siger Janus Tarp.

Han mener i stedet, at forestillingen burde have fokus på, hvordan man lever trods smerte eller ulykke.

- I stedet for at assistere med selvmord, skal vi have fokus på de midler, vi har mod smertedækning. På passiv dødshjælp og palliative indsatser, siger Janus Tarp.

Han frygter, ligesom Morten Bangsgaard, at operaen om selvmordsmanualen i sidste ende kan inspirere folk til at begå selvmord.

- Kunsten er ikke ansvarsfri. Når vi diskuterer aktiv dødshjælp, kan folk blive inspireret. Jeg er simpelthen bekymret for, at forestillingen vil føre til selvmord, siger Morten Bangsgaard fra Etisk Råd.

Har du brug for hjælp?

Operachef er ikke bekymret

Operachefen på Det Kongelige Teater står dog på mål for forestillingen, og han mener ikke, at den glorificerer Svend Lings eller hans selvmordsmanual.

- Jeg har ingen bekymring om, at publikum vil føle sig instrueret i at tage sit eget liv, siger operachef John Fulljames til DR.

Han er til gengæld ikke i tvivl om, at publikum kan blive både kede af det og bevægede. Men formålet med kunst er netop at få folk til at reflektere over de store spørgsmål i livet, forklarer han.

- Hvis teatret kun tager ukontroversielle emner op, så ville de ikke opfylde deres funktion om at bringe folk sammen om fælles oplevelser, siger John Fulljames.

'Manualen og de syv dødssynder' har premiere søndag 15. maj.

Oversigt

    Oversigt