Kraftig vind får vandstanden til at stige på Nordfyn

Vinden vil først presse vandet ned i Kattegat og dernæst ind fra Østersøen.

En kraftig vind fra nord og nordøstlig retning presser vandet fra Kattegat mod syd, og det vil give forhøjet vandstand flere steder onsdag aften og nat.

Vandstanden vil særligt stige langs Nordfyns kyst i de sene aftentimer, hvor den når mellem 70 og 100 centimeter over daglig vande.

Vandet fra Kattegat kan også udløse forhøjet vandstand i blandt andet Randers Fjord.

Vinden vil i morgen tidlig udløse endnu et skvulp. Her er det bare vand fra Østersøen, der presses helt ind i det vestlige hjørne, hvor det blandt andet vil ramme Sønderborg og Aabenraa. Her kan vandstanden nå at stige mellem 90 til 115 centimeter.

Skvulpet fra vindens vej hen over Østersøen vil ramme mellem klokken 5 og klokken 8.

Lokale udfordringer

- Det er en høj vandstand, men den er ikke kritisk. En meter kan give lokale problemer på havnene, men heller ikke mere end det, forklarer meteorolog ved TV 2 Vejret Sebastian Pelt.

Enkelte steder ved havnene kan der stå lidt vand ind over broerne og molen, og bådehuse ude ved stranden kan også blive ramt.

- Generelt skal det op på 125 eller 150 centimeter, før det for alvor bliver problematisk, siger Sebastian Pelt.

På Nordfyn vil en tur på stranden i aften og nat være en dramatisk affære. Bølgerne ned gennem Kattegat er op til 3,5 meter høje, og samtidig vil der formentlig være vindstød af stormstyrke på Nordfyn.

Vindstød af stormstyrke

Vindstyrken på Nordfyn er imidlertid en skønssag, da der ikke er nogen officiel vindmåler. Det er der til gengæld andre steder i landet, og der er blandt andet målt vindstød af stormstyrke ved Blåvandshuk Fyr og Røsnæs Fyr.

Her er der målt henholdsvis 27,2 meter i sekundet svarende til 97,9 kilometer i timen ved Blåvandshuk Fyr og 25,7 meter i sekundet ved Røsnæs Fyr.

Stormstyrke er over 24,4 meter i sekundet.