Kritiserede byrådskolleger for sexchikane: - Jeg er nervøs for, om det kan koste mig valget

Fynsk S-politiker vakte opsigt med et opråb mod sexchikane. I dag er hun glad for, at hun ikke kendte konsekvenserne på forhånd.

Når Sonja Marie Jensen i disse uger er på gaden i Nyborg for at uddele røde roser og valgpjecer, mødes den unge socialdemokrat oftest af venlige borgere.

Men hun må også lægge øre til nogle knap så pæne ytringer. 

- Jeg har oplevet nogle rigtig ubehagelige mennesker, der ikke taler pænt, og som mener, at jeg lyver eller bare vil have opmærksomhed, fortæller hun.

I april stod det 22-årige byrådsmedlem frem og fortalte, at hun havde været udsat for sexchikane fra blandt andet andre byrådsmedlemmer i Nyborg. Sonja Marie Jensen fortalte, at hun skulle "stå model til et klask i røven" og høre på, at hun ”knalder sig til tops”.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sagen fik stor mediebevågenhed og flere kvindelige politikere stod frem og fortalte om lignende oplevelser.

Men selvom Nyborg-politikeren mødte stor opbakning for at stå frem med sine oplevelser, oplevede hun også at blive udsat for mange hårde kommentarer i medier, læserbreve og på de sociale medier. 

- Jeg er glad for, at jeg ikke kendte konsekvenserne på forhånd, men jeg er også stolt over den debat, jeg var med til at starte, og det skræmmer mig ikke væk fra politik. Vi har et stort behov for at kvinder stiller op, og hvis man vil have flere kvinder i politik, skal de kunne føle sig trygge og respekterede, siger Sonja Marie Jensen.

Kolleger blev stødt over anklage

Den nu 23-årige politiker er kandidat for Socialdemokratiet ved kommunalvalget i Nyborg Kommune. Og selvom sexchikane-kritikken gav hende stor opmærksomhed, er oplevelsen i dag, at det ikke har en udelukkende positiv indflydelse på hendes valgkamp.

- Jeg er grundlæggende nervøs for, om den her sag kan koste mig valget. Det er jo et emne, der splitter vandene. På den ene side har jeg oplevet en kæmpestor støtte, men nogle synes, at jeg er hysterisk eller en ’skrigeskinke’, som jeg også er blevet kaldt, forklarer Sonja Marie Jensen.

Flere mandlige byrådsmedlemmer i Nyborg følte sig uretfærdigt anklaget af Sonja Marie Jensen, der aldrig har sat navn på sine krænkere. Alligevel føler hun i dag, at kulturen er blevet bedre, efter hun stod frem.

- Der har selvfølgelig været nogle, der har følt sig meget stødt over mine anklager, men folk respekterer mig, og vi er heldigvis professionelle. Der er ikke nogen, der har været ubehagelige over for mig, siger hun.

Borgmester: Emnet skal italesættes og håndteres

Men borgmester Kenneth Muhs (V) tog sagen meget alvorligt og indkaldte til hastemøde i byrådet, efter Sonja Marie Jensen stod frem i april. 

På mødet slog gruppeformændene fra de partier, der sidder i byrådet, fast, at man skal behandle hinanden med respekt i kommunalbestyrelsen. De opstillede sammen et kodeks for, hvordan de taler og opfører sig over for hinanden. 

- Det er rigtig vigtigt, og sådan skal det også være, så det glæder mig, at det er Sonjas opfattelse, for der skal tales ordentligt uanset køn, alder og overbevisning. Vi vil ikke respektere, at man ikke taler ordentligt til eller om hinanden, siger Kenneth Muhs i dag til TV 2.

Efter hans egen opfattelse er der et godt samarbejdsklima mellem partier og politikere i byrådet, men han roser Sonja Marie Jensen for at have stået frem med sine oplevelser om problemer med sexchikane.

- Sådan et emne skal italesættes, og det skal håndteres, for vi har et fælles ansvar for at tale ordentligt til hinanden, siger Kenneth Muhs.

Kampagne satte fornyet fokus på overgreb

Den seneste tid er der igen kommet fokus på sexchikane og seksuelle overgreb mod kvinder verden over.

Mindst 47 skuespillerinder har anklaget den kendte filmproducent Harvey Weinstein for overgreb eller voldtægt, mens også skuespilleren Kevin Spacey og komikeren Louis C.K. er kommet under anklage.

Hertil kommer den verdensomspændende #metoo-kampagne, hvor kvinder under hashtagget #metoo fortæller om deres oplevelser. Sonja Marie Jensen har selv fulgt kampagnen tæt.

- Det viser, at min konkrete sag ikke er en enkeltsag, det er et fænomen, siger hun.

Klar til at stille sig i front igen

Sonja Marie Jensen fortæller, at hun er stolt over de mange kvinder, der fortsat står frem offentligt med deres oplevelser, selvom det er meget personlige historier.

- Men jeg forstår godt, at der er mange kvinder, som ikke vil stå frem, for det er ikke omkostningsfrit. Men det er en vigtig debat, for første skridt mod en bedre kultur er, at vi taler åbent om problemet, forklarer hun.

Alligevel vil S-politikeren til sine valgarrangementer i forbindelse med kommunalvalget hellere tale om sin og sit partis politik og visioner for kommunen. Men hun vil ikke holde sig tilbage, hvis hun igen bliver udsat for grænseoverskridende behandling.

- Jeg har fået nogle redskaber til at håndtere konkrete situationer, som jeg ikke havde før. Men jeg vil ikke tie stille, for jeg havde allerede holdt det hemmeligt i for mange år. Så hvis jeg kan stille mig i front igen, så vil jeg gøre det, siger Sonja Marie Jensen.

Oversigt

    Oversigt