Mand begravet levende i sin egen have

Manden blev kørt på hospitalet efter ulykken, men hans tilstand er ukendt.

Torsdag aften blev en mand begravet under sammenstyrtet jord, da han arbejdede i sin egen have i Odense.

Da redningsfolkene kom frem, var flere naboer allerede i gang med at grave manden fri, og efter en redningsaktion, hvor Beredskab Fyn i et kvarter kæmpede for at få ham gravet fri, lykkedes det at få manden reddet ud.

Han blev derefter kørt på Odense Universitetshospital til behandling.

- Jeg kender ikke hans tilstand, men han var i live, da han blev kørt på sygehuset, siger vagtchef Torben Jakobsen, Fyns Politi, til TV 2.

Opdatering
Clock12. jun 2020, kl. 09:42
Artikel er opdateret med seneste melding om mandens tilstand.

Heller ikke Beredskab Fyn, som stod for redningsindsatsen, kan på nuværende tidspunkt fortælle nærmere om mandens tilstand.

- Men det stod klart, da vi kom derud, at der var tale om en redningsindsats i den alvorlige ende, siger Kenny Christensen, indsatsleder hos Fyns Beredskab, til TV 2.

Ulykken skete lidt før klokken 17, da manden gravede ud til en terrasse i sin have.

Fredag melder Fyns Politi, at mandens tilstand er stabil.