- Min far havde kraftedme hænder på størrelse med skovle. Og det fik vi at mærke

Ole Sørensens opvækst var præget af streng opdragelse, en omgang tæsk en gang imellem og masser af kærlighed til dem, der ikke selv kunne klare sig.

Ole Sørensen, kendt som 'Rebellen fra Langeland', har altid ønsket at hjælpe de svageste i samfundet. Det har han lært fra sin far, der på trods af en hård opdragelsesfacon, altid tog kvarterets udskud til sig.

Ole Sørensen, der i dag bor på Langeland, voksede op i en lille by mellem Hobro og Randers sammen med sine tre brødre og sin mor og far.

I Ole Sørensens teenageår tog familien sig særligt af andre unge, der bøvlede med livet. Det fortæller han i 'Go' morgen Danmark' søndag.

- Det kunne være, at de drak for mange øl, og så hentede min far dem og bragte dem hjem til os, og så kunne de sove der, inden de skulle hjem til deres forældre, husker Ole Sørensen.

Hænder på størrelse med skovle

Ud over, at faren var en rummelig mand, kunne han også være brutal.

- Det var kæft, trit og retning. Dengang måtte du gerne give dine unger en på hovedet, og det fik vi så, fortæller Ole Sørensen og fortsætter:

- Og min far var en stor mand. Han havde kraftedme hænder på størrelse med skovle - og det fik vi at mærke.

Men der var ikke andre, som skulle lægge hånd på farens børn. 

Særligt én episode står klart for Ole Sørensen, der gik på, hvad han selv kalder 'en sort skole'.

- Der var engang en lærer, der tæskede mig, og så gik min far op på skolen og løftede ham i luften, og sagde, at nu skulle han ikke slå på hans børn længere - det skulle han nok selv gøre, hvis vi skulle have nogle, fortæller Ole Sørensen.

30 års erfaring

Ole Sørensen havde i tre år et tv-hold til at følge sit arbejde med nogle af Langelands mest udsatte mennesker, og ud af det kom dokumentaren "Rebellen fra Langeland". Et kælenavn, der har fulgt ham lige siden.

Rebellen har arbejdet med udsatte mennesker i mere end 30 år, og især med mennesker, der sidder fast i systemet og har brug for en kærlig - eller fast - hånd at holde i.

Se hele interviewet med Ole Sørensen i 'Go' morgen Danmark' her.

Oversigt

    Oversigt