Nyborg Slot måtte betale: Opkrævet penge af populært P4-program

Flere destinationer på Cafe Hacks landsturne fortæller, at de har betalt penge for at få programmet på besøg. Det gælder blandt andet Nyborg Slot.

DRs radioprogram Cafe Hack, hvor Søren Dahl er vært, har taget sig betalt for at sende programmet fra forskellige restaurationer rundt omkring i landet.

Det bekræfter flere af de steder, som var med på programmets turne under navnet 'Nu går den vilde skattejagt' i 2016, overfor TV 2.

Nyborg Slot fortæller til TV 2/FYN, at slottet har betalt omkring 70.000 kroner for at få besøg af Søren Dahl og Cafe Hack.

Betalingen er sket, selvom det er i strid med DR’s regler.

Den 24. maj 2016 blev programmet sendt fra Kattegat Centeret i Grenaa. En faktura viser, at Kattegatcenteret har betalt produktionsselskabet bag Cafe Hack, SK Productions, 70.000 kroner plus moms – i alt 87.500 kroner samt 10.000 kroner for leje af lydudstyr i forbindelse med programmet.

SK Productions er ejet af Søren Dahl, der er vært på Cafe Hack, og Kristian Borregaard. 

Onsdag kunne Radio24syv afsløre, at radioprogrammet havde forlangt 67.500 kroner for at sende fra Sallingsund Færgekro på Mors. SK Pro­ductions trak ansøgningen tilbage, efter at  Radio24syv hen­ven­dte sig om sagen.

En rundringning foretaget af TV 2 afslører, at de to tilfælde ikke står alene. Nyborg Slot betalte i omegnen af 70.000 kroner for et besøg fra Cafe Hack den 26. juni, mens både Aalborg Kongres & Kulturcenter og Knivholt Hovedgaard i Frederikshavn bekræfter, at de har givet et beløb for at få besøg af Cafe Hack uden at gå yderligere i detaljer.

Skal redegøre for forløbet

Lars Daneskov, der er kanalredaktør på P4, siger, at der er aftalt et møde med SK Productions, der står bag programmet, onsdag i næste uge, hvor de skal redegøre for, hvad ekstrabetalingerne går ud på.

Han oplyser, at det står i kontrakten, at der under ingen omstændigheder må finde finansiering sted fra en tredje part - heller ikke for produktionsomkostninger. Han understreger, at sponsorering er forbudt i DR, og at han nu vil undersøge, om de pågældende betalinger har karakter af det.

Lars Daneskov siger til Radio24syv, at han endnu ikke kan sige, om Cafe Hack skal betale penge til­bage, hvis de uret­mæs­sigt har opkræ­vet penge for radio­sen­din­ger i forbindelse med programmet.

TV 2 har også været i kontakt med Cafe Hack, som programmet sender fra hver uge, når der ikke er turne. De ønsker ikke at kommentere, om de betaler for at huse programmet, der har 690.000 lyttere i gennemsnit i hvert program.

Cafe Hack var indblandet i en lignende sag i 2008, hvor Roskilde Kommune blev tilbudt et besøg af det populære program mod at betale 175.000 kroner. DR sagde dengang at de ville ’tage en snak’ med Cafe Hack om det og trække tilbuddet tilbage.

TV 2 har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Søren Dahl.

Oversigt

    Oversigt