Nyd solen - sne og slud på vej

Efter et par hæderlige dage bliver påskedag overgangen til mere ustadigt vejr, hvor især 2. påskedag ser barsk ud.

For få dage siden var vejret nærmest helt sommerligt i Danmark med over 20 grader den sidste dag i marts. Nu skifter vejret gear og vælger at lege vinter for en stund med slud- og snebyger i næste uge.

Dermed lever april op til mundheldet "april er ikke til at stole på, hver dag tager hun en ny kjole på".

Og efter lørdag har haft solkjolen på, så kan man nu spejde efter barsk vejr. Især Speciel påskeferiens sidste dag, 2. påskedag, bliver en barsk omgang med hvide byger og risiko for vindstød af stormstyrke.

Overgangen til det ustadige vejr bliver påskedag, hvor der allerede natten til påskedag forventes at trække skyer ind over landet. Det kan få temperaturen til at stige allerede i nattens mulm og mørke.

Påskedag vil dermed være domineret af skyer. Lidt sol er der dog chance for, især langs kyster ud til Kattegat. Temperaturmæssigt bliver det mellem 6 og 9 grader, lokalt 10 graders varme.

I løbet af eftermiddagen vil det i Nordjylland begynde at blæse op til en hård vind fra vestlig retning – som et slags forvarsel på mandagens vejr.

Prognose påskedag klokken 14. Lidt sol, men ellers mest skyet. Foto: TV 2 Vejret
Prognose påskedag klokken 14. Lidt sol, men ellers mest skyet. Foto: TV 2 Vejret
Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

2. påskedag med blæst og snebyger

Allerede søndag aften begynder en koldfront at trække ned over Danmark fra nordvest. Til en start vil koldfronten primært give regn, men i takt med at fronten bevæger sig ind over landet, falder temperaturen, og der bliver åbnet op for vinterlige byger.

Samtidig med koldfrontspassagen begynder det at blæse yderligere op. Dermed er der mange, der vil stå op på påskeferiens sidste helligdag til slud- og snebyger samt en frisk til hård vind fra vest og nordvest.

Temperaturen vil mandag ligge mellem 3 og 6 graders varme, men på grund af windchill-effekten vil det føles markant koldere – omkring frysepunktet.

Prognose 2. påskedag klokken 09. Spredte snebyger og kraftig vind fra nordvest. Foto: TV 2 Vejret
Prognose 2. påskedag klokken 09. Spredte snebyger og kraftig vind fra nordvest. Foto: TV 2 Vejret
Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Den kraftige vind vil være endnu kraftigere i vindstødene. Prognoser viser, at vindstødene kan nå hård til stormende kuling. En lille risiko er der endda for vindstød af storm langs den jyske vestkyst.

Dermed er det lidt af en vejrcocktail, som påskeferien slutter af med med både vinterlige byger, koldere luft og kraftig vind.

Vindstød 2. påskedag klokken 12. Foto: TV 2 Vejret
Vindstød 2. påskedag klokken 12. Foto: TV 2 Vejret
Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Når 2. påskedag er omme, viser prognoser, at den akkumulerede snemængde kan være omkring tre centimeter sne. Det er dog fortsat usikkert, hvor meget der vil falde, og hvor meget der bliver liggende, da det falder som byger.

Akkumuleret sne 2. påskedag klokken 20. Foto: TV 2 Vejret
Akkumuleret sne 2. påskedag klokken 20. Foto: TV 2 Vejret
Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Det er et lavtryk i det nordlige Skandinavien, der giver det ustadige vejr i næste uge og nærmest danner en motorvej, hvor slud- og snebyger kan drøne ned over Nordvesteuropa i en lind strøm.

En lind strøm af slud- og snebyger vil drive ind over Danmark 2. påskedag. Foto: TV 2 Vejret
En lind strøm af slud- og snebyger vil drive ind over Danmark 2. påskedag. Foto: TV 2 Vejret
Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Oversigt

    Oversigt