Overblik: Disse banker har hævet renten - og disse har fjernet minusrenten helt

Seks danske banker fjernede minusrenten før Nykredit og Arbejdernes Landsbank. Se listen sidst i artiklen.

Fredag annoncerede Nykredit, at de som den første store danske bank fjerner minusrenterne for deres privatkunder, så kunderne nu ikke længere skal betale for at have beløb over 100.000 kroner stående hos banken.

Kort efter fulgte Arbejdernes Landsbank trop.

Nyheden følger i kølvandet på Den Europæiske Centralbank (ECB) og Danmarks Nationalbanks udmeldinger torsdag om at hæve renten med 0,50 procentpoint for at sætte en stopper for en inflation, der er historisk høj i øjeblikket.

- Uforståeligt og paradoksalt

De danske bankers minusrenter har i høj grad været omdiskuteret, fordi mange har fundet det problematisk at skulle betale for at have penge stående i banken. Senest har det mødt stor kritik fra Forbrugerrådet Tænk.

- Det er en helt uforståelig og paradoksal situation, at man både skal betale mange penge for at låne af banken, men også skal betale for at låne til banken, sagde Mads Reinholdt, direktør i Forbrugerrådet Tænk, til TV 2.

Tidligere har bankerne forklaret sig med, at de også betaler minusrente til Nationalbanken.

De forventes dog, at renten i september hæves med minimum yderligere et kvart procentpoint, og derfor vil de negative renter forsvinde helt i september.

Det forklarer Mikael Mogensen, der er vicedirektør i rådgivningsvirksomheden Mybanker.

Derfor skal man have et stort beløb stående på kontoen, før det kan betale sig at oprette en konto i en af de banker, der fjerner minusrenterne, mener han.

Selvom Nykredit er den første større danske bank, der fjerner minusrenten, er der faktisk seks andre danske banker, som er kommet dem i forkøbet og enten allerede har afskaffet minusrenterne eller slet ikke har indført dem i første omgang. Hos flere af bankerne er det dog ikke muligt at blive oprettet som ny kunde.

Langt de fleste danske banker har en minusrente på 0,60 procent for indestående over 100.000 kroner.

Herunder kan du se et overblik over, hvilke banker der har hævet renten, og hvilke der har fjernet minusrenterne.

Banker uden minusrente

Nykredit har fredag hævet renten til 0 procent for privatkunder, der dermed ikke længere skal betale minusrenter for at have beløb på over 100.000 kroner stående. Ændringen gælder fra 22. juli 2022. Banken hæver også renten for erhvervskunder med op til 0,50 procentpoint. Det er forskelligt, hvordan renten lander for den enkelte erhvervskunde, oplyser banken.

Arbejdernes Landsbank meldte også ud fredag, at de hævede renten til 0 procent for privatkunder med beløb på over 100.000 stående.

Vestjysk Bank annoncerede fredag, at de vil fjerne minusrenten fra 1. august.

Saxo Bank annoncerede i juni, at de vil afskaffe minusrenter fra 1. juli.

Stadil Sparekasse er Danmarks mindste bank, og har valgt selv at betale for Nationalbankens minusrenter.

Frørup Andelskasse har ligeledes fravalgt negative renter.

Facit Bank har ingen negative renter, hvis man som kunde binder sig i 60 måneder.

Santander Consumer Bank, Basis Bank og Bank Norwegian har ikke minusrenter, men er lukkede for oprettelse.

Lunar har siden 1. juli haft en rente på 1,0 procent når det gælder indskud op til 25.000 kroner. Renten for beløb derover er 0,0 procent.

Banker, der har hævet renten

Jyske Bank hævede torsdag deres indlånsrenter som følge af Nationalbankens renteændring. Renten er stadig negativ, men ændres med 0,50 procentpoint fra minus 0,70 procent til minus 0,20 procent om året. Det gælder for indestående over 100.000 kroner. Ændringen træder i kraft 22. juli. Renten for erhvervskunder er fortsat 1,1 procent.

Danske Bank hæver ligeledes renten til 0,2 procent for privatkunder med indskud over 100.000 kroner. Renten for erhvervskunder hæves fra minus 1,10 procent til 0,60 procent. Ændringen træder i kraft fra d. 1. august.

Nordea hæver ligeledes renten til 0,2 procent for privatkunder med indskud over 100.000 kroner. Renten for erhvervskunder hæves fra spændet minus 0,75-1,25 til minus 0,25-0,75. Ændringen træder i kraft fra d. 1. september.

Sydbank hæver renten til minus 0,2 procent for privatkunder for indskud over 100.000 kroner fra 3. august. For erhvervskunder bliver renten hævet fra minus 0,95 procent til minus 0,55 procent.

Sparekassen Danmark hæver renten for privatkunders indlån fra minus 0,70 procent til minus 0,20 procent. Hvornår ændringen træder i kraft vides ikke i skrivende stund.

Oversigt

    Oversigt