Politiet deler billeder fra ulykke med højgravid kvinde til "skræk og advarsel"

På forsædet sad en højgravid kvinde. Politiet deler nu billeder "til skræk og advarsel" og efterlyser lastbilchaufføren, som tabte godset.

Det kunne være gået grueligt galt, da en lastbilchauffør søndag eftermiddag tabte flere metalstænger fra sit lad eller anhænger, og stængerne ramte en bagvedkørende bil.

Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse med overskriften "Man skal saftsusemig spænde sit gods ordentligt fast - ellers kan det være fatalt".

Politiet efterlyser nu chaufføren, som kørte på den Fynske Motorvej E20 omkring klokken 17.25.

Det er ifølge Fyns Politi rent held, at ulykken ikke endte fatalt.

Højgravid kvinde sad på forsæde

I pressemeddelelsen beskrives det, hvordan lastbilen kørte i østgående retning og tabte stængerne på motorvejen tæt på Blommenslyst-afkørslen.

- Stængerne fløj af ladet med høj hastighed og ramte en bagvedkørende trafikant, der kørte i samme retning som lastbilen. Heldigvis ramte stængerne først kofangeren på bilen, før de ramte forruden i højre side, hvor der sad en højgravid kvinde, der var passager i bilen.

I alt tabte lastbilen fem stænger, som nu er i politiets varetægt. Politiet har delt et billede af en af stængerne.

- Det her kunne potentielt være gået helt frygtelig galt, og vi vil naturligvis gerne have fat i chaufføren i den lastbil, som har tabt de her stænger, så vi kan tale med personen. Det lader til, at hans gods ikke har været godt nok spændt fast på ladet, og det har man altså ansvar for som chauffør, siger vicepolitiinspektør i Fyns Politi Søren Munk Frederiksen.

En af de tabte metalstænger.
En af de tabte metalstænger.
Foto: Fyns Politi


Han tilføjer, at kvinden og chaufføren i den bil, der blev ramt, begge er uskadt, men meget påvirkede af hændelsen

Søger vidner og chaufføren

I forbindelse med efterforskningen af sagen forsøger Fyns Politi blandt andet via Vejdirektoratet at finde billeder, som kan identificere lastbilen.

- Men vi vil faktisk allerhelst, at vedkommende henvender sig til os af sig selv – eller at det firma eller vognmand, som ved, hvem der er, kontakter os, siger Søren Munk Frederiksen og fortsætter:

- Det kan jo være, at man ved ankomst senere på aftenen eller næste morgen har opdaget, at man faktisk mangler fem af de her stænger, og så vil jeg varmt anbefale, at man ringer til os på 114.

Fyns Politi er også meget interesserede i at høre fra eventuelle vidner, der så ulykken, og som muligvis kan bidrage til at identificere lastbilen og kaste lys over hændelsesforløbet.

I den forbindelse har politiet fået lov til at vise den ramte bil.

- Måske billedet kan virke til skræk og advarsel og som en lille ”huskeseddel” til alle, der kører lastbil eller bare med trailer, lyder det fra Fyns Politi i pressemeddelelsen.

Kan blive dødsens farlig

Det behøver nemlig ikke være en tung, spids jernstang, der bliver tabt, før situationen kan blive dødsens farlig, understreger Søren Munk Frederiksen.

Alle bare lidt større effekter, der tabes og pludselig ligger på kørebanen, kan skabe problemer og eksempelvis tvinge de øvrige trafikanter til at lave hårde opbremsninger og undvigemanøvrer. Det tabte gods kan også risikere at sætte sig på forruden på en bagvedkørende trafikant, så vedkommende ikke kan se ud og måske køre galt.

- At hændelsen i søndags så sker på motorvejen, gør det kun endnu værre, fordi mange jo kommer kørende med 110 eller 130 km/t, siger vicepolitiinspektøren.

Vidner eller personer med kendskab til chaufføren bedes henvende sig til Fyns Politi på telefon 114.

- Hvis man kører lastbil, varebil eller blot med en almindelig trailer, så vil Fyns Politi på det kraftigste opfordre til, at man spænder sit gods ordentligt fast – også så godt, at det kan holde til for eksempel en omgang kraftig blæst, slutter Fyns Politi.

Oversigt

    Oversigt