Restriktioner lempes muligvis mandag: Her er, hvad eksperterne forventer

I den kommende uge løfter regeringen sløret for, hvilke restriktioner, der skal fortsætte ind i marts.

De nuværende coronarestriktioner står til at udløbe 28. februar, og derfor holder regeringen på onsdag et pressemøde. Her vil det blive oplyst, hvilke restriktioner, der forlænges.

Men ifølge statsminister Mette Frederiksen får vi formentlig allerede mandag en indikation på, hvad der er på vej.

- Næste uge kommer til at handle om, hvordan vi forsvarligt kan udfase nogle flere af restriktionerne. Måske regionalt. Mere om det i morgen (mandag, red.), når eksperterne har regnet på tallene og mulige scenarier, skriver Mette Frederiksen søndag eftermiddag i et opslag på Facebook.

Men spørger man to eksperter, TV 2 har talt med, er meldingen ganske klar: Langt de fleste restriktioner vil fortsætte ind i foråret.

- Det er desværre ikke tidspunktet for den her store, glade genåbning. Jeg tror ikke, der er ret meget på bordet, lyder vurderingen fra Nils Strandberg Pedersen, der er tidligere administrerende direktør i Statens Serum institut.

- Jeg tror, vi vil se en meget forsigtig genåbning, lyder det fra Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet.

Afgangsklasser de næste i køen

De to eksperter er enige om, at det mest sandsynlige område for genåbning er afgangsklasserne i både folkeskoler og ungdomsuddannelser. Og selv hvis det sker, kan det blive med strenge spilleregler.

- Så kan det blive noget med at lade dem møde hver anden dag eller halvdelen af klassen af gangen, siger Nils Strandberg Pedersen.

Hans Jørn Kolmos er en smule mere optimistisk, da han mener, det også kan være en mulighed at lade efterskolerne komme tilbage. Men al genåbning skal overvåges grundigt, og forholdene kan ændre sig lynhurtigt, vurderer han.

- Hvis der kommer nye udbrud, kan det selvfølgelig have en enorm betydning på, hvad der kan lade gøre.

Frisører og små handlende

Begge eksperter kan også se, at en række mindre handlende kan få lov at åbne igen. Det kan være frisører, små privatejede tøjforretninger og lignende. Det er en kategori af forretninger med en relativt skrøbelig økonomi, som derfor er truet af konkurs ved fortsat nedlukning.

Men selvom den kategori er blandt de mest sandsynlige til at blive åbnet, siger Nils Strandberg Pedersen alligevel, at han "har svært ved at se det".

- Det går jo ikke specielt godt med antallet af smittede, som vi ikke kan banke ned, fordi den engelske variant spreder sig hurtigt, siger han og henviser til, at både eksperter og myndighedernes egne beregninger forventer en yderligere stigning i smitte den kommende tid selv uden lempede restriktioner.

Og så er den tidligere SSI-direktør helt sikker på, at enhver genåbning vil blive regional.

- Hvis der sker noget, vil det blive i nogle områder, som man så vil være klar til at lukke ned igen, hvis det bliver nødvendigt.

Lukning frem for åbning?

Pressemeddelelsen fra regeringen, der blev udsendt lørdag, bærer titlen 'Plan for udfasning af restriktioner'. Alligevel kan Nils Strandberg Pedersen godt se et scenarie, hvor man i stedet vil benytte lejligheden til igen at lukke ned for de mindste skoleklasser, som det allerede er sket i Kolding og Ishøj efter store udbrud der.

- Det kan man ikke udelukke, for hvornår er bægeret fyldt? Lad os sige, vi får fem store udbrud mere på skoler, så vil man nok sige, at det er man nødt til at gøre, siger han.

Det er Hans Jørn Kolmos imidlertid uenig i. Han mener, at lanceringen af en ny aggressiv teststrategi er et tydeligt bevis på, at yderligere nedlukning ikke er på dagsordenen lige nu.

- Hvis vi lukker skolerne igen, så er vi jo reelt tilbage i en total nedlukning, og hvad skal man så bruge alle de tests til? Den intensiverede teststrategi skal ses som et tegn på, at vi er på vej mod genåbning. Der ville ikke være nogen grund til at sætte den i gang, hvis vi lukker helt ned igen, siger han.

Alt andet må vente

Eksperternes bud stemmer også fint overens med den vurdering af forskellige åbninger, der blev lavet af Den Faglige Referencegruppe i januar - en vurdering, som regeringen vil følge i sit budskab på onsdag, understreges det i pressemeddelelsen.

På listen står netop de mindste skoleklasser, som fik lov at åbne først, øverst. Næste områder er 'Udvalgsvarebutikker', 'Grundskole 5.-10. klasse', 'Videregående uddannelser' og 'Liberale erhverv med tæt fysisk kontakt'. Eneste lille afvigelse herfra er altså, at Nils Strandberg Pedersen og Hans Jørn Kolmos tror på, at det kun er afgangsklasserne, der kan komme i skole igen, ikke de mellemste klassetrin.

Alt andet på referencegruppens liste må i øvrigt vente, lyder vurderingen. Det gælder for eksempel barer, restauranter, værtshuse, kultur- og fritidsinstitutioner, foreningsaktiviteter, arbejdspladser, indkøbscentre og en lempelse af forsamlingsforbuddet.

- Generelt vil alt, hvor man hænger ud i det offentlige rum, være nødt til at vente til sidst, siger Hans Jørn Kolmos.