Se de vilde billeder: Storebæltsbroen pakket ind i skyer

Storebæltsbroen er lørdag næsten helt gemt væk under skyerne, og der advares om tæt tåge.

Bilisterne på Storebæltsbroen får sig lørdag noget af en oplevelse, når de krydser broen mellem Fyn og Sjælland.

Et tæt skydække har nemlig lagt sig over kørebanen og på et webcam, som sidder på et af broens højeste punkter, ser det næsten ud som om, at den er gemt helt væk under skyerne.

Det tætte skydække og dermed tåge over selve vejbanen får dog Storebælt til at advare om tåge med kort sigtbarhed.

- Der er nogle tågebanker, som i øjeblikket har muligheden for at give under 100 meters sigtbarhed, og derfor varsler vi omkring det, siger Kristian Andreasen, trafikvagten ved Storebælt.

- Man skal køre forsigtigt og efter forholdene, tilføjer han.

Ifølge vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Søren Østervig har vejrsituationen dog ikke skabt nogen trafikale problemer lørdag.Storebæltsbroen er lørdag næsten helt gemt væk under skyerne, og der advares om tæt tåge.

Som når man flyver

Billederne fra dagens tåge på Storebæltsbroen er taget fra 254 meters højde, idet kameraerne er placeret i toppen af pylonerne, som er de høje konstruktioner, der bærer dele af broen. Desuden vender kameraet mod vest - altså mod Fyn. Det fortæller TV 2 Vejrets meteorolog Sebastian Pelt.

- Skyerne er lave i form af tåge, som befinder sig nær havoverfladen. Den breder sig kun langsomt opad, forklarer han.

Meteorologen tilføjer, at grænsen fra skyer til klart vejr ofte kan ændres på få meters afstand.

- Det betyder, at man vil opleve det, som man kender det, når man flyver. At over skyerne er himlen altid blå. Hvis man befinder sig på et skib ved broen eller på kørebanen på broen, vil der være tåget og dårlig sigtbarhed. Men ovenover er luften stadig klar og tør.

Fugtigt nær havoverfladen

Ifølge meteorologen er skyerne lave, fordi luften nær havoverfladen er meget fugtig. Derfor er vanddampen kondenseret til små vanddråber i form af skyer og tåge.

- Hele den sydlige og østlige del af Danmark oplever lige nu skyer og risiko for tåge, siger Sebastian Pelt.

Du kan selv se skyerne over Storebæltsbroen lige her.

 

 

 

Oversigt

    Oversigt