Seks mænd har afgivet dna-prøve i sager om stenkast

Dna-spor, masser af henvendelser fra offentligheden og ekstra mandskab har sat ekstra skub i politiets efterforskning.

De nye dna-spor har givet Fyns Politi et meget konkret våben i jagten på gerningsmændene bag en række stenkast fra den vestfynske motorvej.

Foreløbig er seks mænd blevet bedt om at aflevere et såkaldt ’mundskrab’ – altså deres dna-prøve – der kan slå fast, om de kan udelukkes fra efterforskningen. Resultatet af de prøver kendes først om en uges tid.

- Dna-profiler er jo et indicie, et meget stærkt indicie og et rigtigt godt værktøj for politiet i sådan en efterforskning. Derfor tillægger vi det stor betydning, men det er klart, at et match skal underbygges af andre efterforskningsskridt også, siger vicepolitiinspektør Jørgen Andersen fra Fyns Politi.

Politiet har fundet dna fra to forskellige mænd på effekter med tilknytning til stenkastene.

Der er fundet dna fra den samme mand på sten, der i et tilfælde er blevet smidt mod biler på motorvejen, og i tre tilfælde er smidt gennem ruder i huse i Odenseforstaden Tarup.

Desuden er der fundet dna fra en anden mand på en dåse snustobak, der blev fundet tæt ved en motorvejsbro i forbindelse med et af stenkastene.

Fem snus-købere

Fem mænd er blevet bedt om en dna-prøve, fordi de har købt en dåse af præcis den type snustobak, der blev fundet på motorvejsbroen, mens den sjette mand har afgivet dna-prøve af andre årsager.

I kiosken i Tarup, hvor én af de fem mænd har købt sin snus, håber man bare på en snarlig opklaring af sagen:

- Vi håber jo bare alle sammen, at han bliver fanget, siger ekspedient Leila Schlie fra Center Kiosken i Tarup Center.

Dna-sporene og mere end 200 henvendelser fra offentligheden har sat så meget ekstra skub i efterforskningen, at Fyns Politi straks efter nytår vil sætte betydeligt flere efterforskere på sagen.

Oversigt

    Oversigt