Skal det være slut med mundbind? Flere partier siger ja

SF vil have fjernet mundbind på landets plejehjem, Dansk Folkeparti i detailhandlen, mens Venstre holder forhandlingskortene tæt ind til kroppen.

Enhedslisten siger august, Dansk Folkeparti allerede i juli.

Lempelser for brugen af mundbind står øverst på flere partiers dagsorden, når de onsdag skal mødes i Epidemiudvalget.

Mens smittetallene i øjeblikket er lave, har knap halvdelen af de danskere, som kan og vil vaccineres, fået første stik. Dermed er banen kridtet op til yderligere diskussioner om en udfasning af restriktionerne.

quote I løbet af den kommende måned forventer jeg, at vi godt kan fjerne mundbindet ved detailhandel

Kristian Thulesen Dahl, formand, Dansk Folkeparti

I sidste ende er det nemlig en politisk beslutning, slår direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm fast. Men han konkluderer samtidig, at den nuværende coronaepidemi er under kontrol, og at diskussionen derfor er værd at tage nu.

Samme melding kommer fra regeringen. På vej ind til sit første, eget vaccinestik siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at han ser frem til at drøfte mulighederne for at få mundbindet afskaffet med de resterende partier.

- Inden for den kommende, korte tid er det vores mål at få mundbindet fjernet fra så mange dele af samfundet, som overhovedet muligt, siger han og ønsker ikke at uddybe det nærmere.

Måske lempelser allerede fra juli

Flere partier er allerede ved at udforme konkrete krav til onsdagens forhandlinger.

- Vi kigger på at lave en samlet pakke, hvor vi begynder at skrue ned for både coronapas og mundbind, lyder det fra Enhedslistens coronaordfører, Peder Hvelplund.

For Enhedslisten er målet at slippe af med mundbindet i august.

- Når stort set alle, der kan tilbydes vacciner, har fået tilbuddet, kan vi begynde at kigge på restriktioner som mundbind. Det, forventer jeg, kan ske i august. Selve udfasningen kan forhåbentlig blive inden da, i takt med at smittetallene falder, siger han.

Også i Dansk Folkeparti vil man have afskaffet mundbindet - og gerne så hurtigt som muligt.

- I løbet af den kommende måned forventer jeg, at vi godt kan fjerne mundbindet ved detailhandel og andre steder, hvor der er god afstand, og hvor det er til stor gene for dem, der har det på, siger formand Kristian Thulesen Dahl. (DF).

- For mig er det især vigtigt at kigge mod de erhverv, hvor medarbejderne løber rundt med mundbind i 7- 8 timer om dagen. Det er ved servering og ved frontpersonale, hvor både patienter og ansatte jo i høj grad er vaccineret, siger han.

Når partierne mødes onsdag, vil Dansk Folkepartis ydermere stille krav om en lempelse af coronapasset. Her går partiet ind for at indføre en stikprøveordning, så det ikke længere er nødvendigt at tjekke hver gæst på for eksempel restauranten, men i stedet er muligt at tage stikprøver. Derudover vil partiet have hævet forsamlingsforbuddet indendørs til 200, mens cafeer, restauranter og barer ifølge dem skal have lov til at holde åbent til klokken 24.

På fredag bliver forsamlingsforbuddet hævet til 100 indendørs, mens det helt fjernes udenfor.

SF vil fjerne mundbind på plejehjem

SF vil ligeledes have undersøgt mulighederne for at fjerne mundbindet hos frontpersonalet. Herunder særligt på landets plejehjem.

- Vi skal have det fjernet de steder, hvor man kender hinanden godt. Det gælder for eksempel på landets plejehjem. De ældre har i forvejen lidt meget under epidemien og har brug for stor daglig kontakt, siger sundhedsordfører i SF, Kirsten Normann Andersen.

Hun er mere tilbageholdende med at nævne andre, konkrete områder.

- Der er stadigvæk ikke 100 procent sikkerhed for, at vi ikke kan smitte hinanden, selvom vi er vaccinerede. Derfor skal vi fortsætte brugen af mundbind. Men jeg tror samtidig, det er vigtigt, at det ikke er vaccinen alene, der afgør situationen. Det giver de vaccinerede nogle fordele og et indtryk af, at vi dermed tvinger folk til vaccine.

Men så kan vi potentielt stå over for aldrig at smide mundbindet?

- Selvfølgelig skal vi have fjernet de mundbind. Men det giver bedst mening at fjerne restriktionerne i etaper og med sundhedsmyndighederne i ryggen, siger Kirsten Normann Andersen uden at komme det nærmere.

Konservative vil vente

Både Konservative og Radikale Venstre efterlyser anbefalinger fra sundhedsmyndighederne, inden de selv stiller krav til konkrete lempelser.

- Mundbind er jo et indgreb i vores personlige frihed. Men der er stadig et bredere samfundshensyn at tage. For eksempel ved vi, at tre procent af de 30- 39-årige ryger på hospitalet, når de bliver smittet. Og der er stadig et stykke tid til, at denne gruppe er blevet vaccineret. Så vi siger vent, lyder det fra Konservatives sundhedsordfører Per Larsen.

I Radikale Venstre vil sundhedsordfører Stinus Lindgren gerne være med til at kigge på mulighederne for at fjerne mundbind blandt frontpersonale og i detailhandlen. Men han savner også en sundhedsfaglig vurdering.

- Jeg forventer en gradvis udfasning over sommeren. Vi behøver ikke vente på, at alle er blevet vaccinerede. Men jeg vil gerne høre fra myndighederne, hvor de ser den mindste risiko, siger han og peger på, at august kan blive et vendepunkt for mundbindet.

- På det tidspunkt er så stor en del af befolkningen vaccineret, at det er svært at se, hvorfor vi skulle holde fast i restriktionerne, siger Stinus Lindgren.

Venstre holder kortene tæt

I Venstre vil sundhedsordfører Martin Gjertsen ikke løfte sløret for partiets konkrete krav til lempelser omkring mundbind.

- Jeg kommer ikke til at vise min forhandlingshånd over for TV 2. Men jeg ridser gerne nogle af de ting op, som vi vil tage med ind til forhandlinger, siger han og nævner, at Venstre ønsker en udvidelse af åbningstiderne for landets cafeer og restauranter samt en klar plan for udfasning af coronapasset.

- Så må myndighederne jo komme og fortælle os, hvis der er steder, hvor vi skal holde lidt igen. Men det er deres opgave at løfte bevisbyrden, siger Martin Gjertsen.

Oversigt

    Oversigt