Statsminister: - Man kan sagtens gøre rent uden at tale dansk

Kvinderne fra Vollsmose kan have svært ved at finde et arbejde på grund af manglende danskkundskaber. Men det er ikke en undskyldning, mener Løkke.

Det er et kæmpe problem, når en gruppe somaliske kvinder, der ellers har været i Danmark i mange år, hverken kan dansk eller har et arbejde.

Sådan lyder det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) efter et indslag i TV 2 Nyhederne søndag.

Da TV 2 besøgte en somalisk kvindeklub i Odense-bydelen Vollsmose, kunne ingen af de tilstedeværende kvinder dansk, ligesom de alle var uden arbejde.

Det eksempel viser ifølge Lars Løkke Rasmussen, at der er "huller i danmarkskortet". 

- Vi har tilladt, at der er vokset nogle parallelsamfund op, hvor folk har kunnet isolere sig. I det her tilfælde er det at holde fast i en somalisk kultur og tøffe rundt og snakke på eget sprog med nogle jævnaldrende kvinder, uden overhovedet at tage det danske samfund til sig. Det skal vi gøre noget ved, siger Lars Løkke Rasmussen til TV 2.

Kan sagtens gøre rent

Ifølge udgivelsen 'Indvandrere i Danmark' udgivet af Danmarks Statistik i november, er somaliske kvinder nogle af dem, der er længst væk fra arbejdsmarkedet.

Ifølge den landsdækkende statistik er 7 ud af 10 af de 30-59-årige somaliske kvinder på overførselsindkomst.

Under besøget i Vollsmose, fortæller advokat Tobias Grotkjær Elmstrøm, at mange somaliske kvinder har svært ved at få et arbejde, fordi de ikke kan sproget.

Men det bør ikke være en hindring, mener statsministeren.

- De skal arbejde. Man kan sagtens gøre rent, selvom man ikke kan tale dansk. Man behøver ikke at gå og tale med sin moppe, kost og spand. Så det med, at dansk er en undskyldning for, at man ikke kan tage hænderne op af lommen, det abonnerer jeg ikke på, siger Lars Løkke Rasmussen.

Somalisk kvinde: Sproget er ikke en udfordring

En af de kvinder, der ikke taler dansk, er Iman Hassan. Hun har boet i Vollsmose i 19 år, men har kun haft arbejde i et enkelt.

- Børnene taler dansk i hjemmet. Jeg kan kun forstå det, men jeg har svært ved at tale det, siger Iman Hassan på somalisk. 

 

Hun mener selv, at hun sagtens kan arbejde, selvom hun ikke kan sproget. Det samme mener de øvrige kvinder, der er tilstede.

De siger, at de kan arbejde med rengøring, passe børn, hjælpe til i skolen. Sproget er ikke en forhindring, siger de.

Adspurgt, hvorfor hun så alligevel ikke har et arbejde lige nu, svarer Iman Hassan:

- Det er svært at få job. Der kræves kvalifikationer, når man søger arbejde. Der er mange ting, der gør det svært at få et job. Blandt andet tørklædet, siger Iman Hassan gennem tolken.

Hvad har du gjort for at få et arbejde?

- Jeg prøver at lede efter det på computeren, og jeg har snakket med venner og netværk, fortæller hun.

Derudover siger hun, at hun har talt med en kommunal sagsbehandler om det, og at de har lovet at hjælpe hende med at lede efter et job.

- Jeg afventer, indtil det lykkes at få et job, siger Iman Hassan.

Odense Kommune erkender medansvar

Kommunerne skal allerede i dag sørge for, at kontanthjælpsmodtagere står til rådighed for arbejdsmarkedet. Og hvis ikke de gør, skal de sanktioneres.

Det er dog ikke alle kommuner, der gør det i lige stor udstrækning, og derfor skal der gås meget mere målrettet til værks, mener Lars Løkke Rasmussen.

Regeringen vil snart præsentere sit bud på, hvad der skal gøres ved de såkaldte parallelsamfund. Men statsministeren vil ikke komme med konkrete løsningsforslag, før udspillet er klar.

Tilbage i Odense Kommune erkender Susanne Kvolsgaard, der er koncernchef i beskæftigelses- og socialforvaltningen, at der nok ikke er blevet stillet tilstrækkeligt med krav til personer som Imam Hassan.

- Det tror jeg da ikke, vi har. For så havde hun jo nok lært at tale bedre dansk, så det synes jeg ikke, vi har, siger Susanne Kvolsgaard, der dog ikke mener, at sproget forhindrer kvinderne i at komme på arbejdsmarkedet.

- Det gør det selvfølgelig nemmere, hvis man kan sproget, men vi ser det ikke som en barriere, at man ikke kan tale dansk. Så må man ud på en arbejdsplads, og så må man meget hurtigt lære de arbejdsmæssige ord og begreber, som man skal bruge, og så lærer man det jo i konteksten, siger Susanne Kvolsgaard. 

 
Fotograf: TV 2

Oversigt

    Oversigt