Det er tidlig formiddag på møbelfabrikken Montana i Haarby på Fyn. 51-årige Thanaa Baidoun fra Syrien styrer med sikker hånd palleløfteren rundt mellem de kulørte reoler og hylder på lageret. Thanaa smiler. Hun er glad.
I dag er hendes prøveperiode nemlig overstået, og hun starter nu i fast job på Montana.
- At arbejde er min identitet. Jeg kan ikke være uden arbejde. Jeg vil ikke være en økonomisk byrde for andre, siger Thanaa Baidoun, og lader blikket glide ned over stablen af hylder. Hendes job består blandt andet i at tjekke møbeldelene for fejl.
Føler sig svigtet af Bilka
I 2015 flygtede 51-årige Thanaa Baidoun med familien fra Syrien til Danmark. Hun efterlod et liv i storbyen Damaskus med familie, venner og et fast job som lærerinde.
Siden ankomsten til Assens på Sydfyn har Thanaa deltaget i flere af kommunens aktiveringsforløb – blandt andet som lagerarbejder i Bilka. Her er Thanaa Baidoun en del af det hold, som vi følger i dokumentaren ”Er det sådan man bliver dansk?”, som blev sendt torsdag aften på TV 2.
I alt 13 indvandrere mødte op for at deltage i tilbuddet om virksomhedspraktik. Efter tre måneder var kun fire tilbage – ingen af dem fik dog et job i Bilka. Heller ikke Thanaa, selv om Bilka roste hendes ihærdige arbejdsindsats.
- Da jeg fandt ud af, at der ikke var noget arbejde i Bilka, blev jeg frustreret. Jeg følte mig svigtet. De snakkede om, at jeg ville få et arbejde der, men det fik jeg ikke - på trods af, at jeg arbejdede godt og mødte til tiden. I starten var jeg ked af det, men derefter sagde jeg til mig selv, at jeg skulle starte forfra med en ny praktik og finde et arbejde. Jeg var sikker på, at jeg ville finde et arbejde, fortæller Thanaa i dag til TV 2.
Ansat på lige fod med kollegerne
Nu har Thanaas ihærdige indsats altså båret frugt. Og på Montana er de mere end tilfreds med deres nye medarbejder.
Under de tre måneders prøveperiode har Montana fået kompensation til Thanaa Baidouns løn fra Assens Kommune, men nu er hun ansat på lige fod med sine danske kolleger.
- Thanaa er mødt hver dag og har ydet en rigtig, rigtig fin indsats. Hun har vist en vilje til at lære og har gjort et rigtig godt stykke arbejde på lige fod med hendes kolleger. Det er det vigtigste. Så betyder det knap så meget, hvilken hud- eller hårfarve man har eller om man spiser noget andet i kantinen. Det kan vi også se på hendes kolleger. Det de i virkeligheden sætter pris på, er at de har en god kollega. Jeg kan se, når jeg gå rundt herude, så smiler Thanaa og det gør kollegerne omkring hende, fortæller Mikkel Wildfang, der er produktionsdirektør på Montana.
- Jeg har fundet mig selv her
Thanaa befinder sig godt blandt reolmoduler og hylder på Montanas lager i Haarby. På spørgsmålet om, hvad der er det bedste ved jobbet på Montana, svarer Thanaa Baidoun:
- Jeg ved det ikke, måske det hele. Sikkerheden og trygheden - og at jeg har fundet mig selv her. Ja, jeg ligner danskerne ikke udseendemæssigt, men jeg minder om dem. Jeg elsker at arbejde. Danmark er et smukt land, og danskerne er et venligt folkefærd, som også elsker at arbejde, og som respekterer love og regler. Det gør mig tryg, fordi jeg selv er et meget disciplineret og seriøst menneske.
Har smidt tørklædet - og er blevet skilt
De danske kolleger på Montana er vilde med deres nye kollega fra Syrien. Ivan Thor er tillidsmand på møbelfabrikken i Haarby – og så er han Thanaas mentor.
- Hun er kommet ind med højt humør. Det har været rigtig dejligt. Sprogmæssigt er der lidt problemer, men dem overvinder vi. Hendes arbejdsindsats er ekstremt god, og det har den været fra første dag. Hun har knoklet, og har været meget hurtig til at lære, hvordan tingene skal gøres. Så der er udelukkende ros til Thanaa for hendes arbejdsindsats. Og så bidrager hun med en ny kultur, hvor vi lærer nogle andre ting. Vi får lov til at smage noget andet kage engang imellem, og det er altid dejligt, siger Ivan Thor med smil i stemmen.
I dokumentaren ”Er det sådan man bliver dansk?” går Thanaa med tørklæde. Men det har hun smidt nu – og så er hun blevet skilt. En stor, men nødvendig beslutning, forklarer hun:
- Jeg vil ikke være afhængig af nogen. Jeg vil gerne opfylde noget for mig selv og mine børn og hader at være en byrde for nogen. Jeg kan ikke lide det med, at man får penge udbetalt uden, at man har arbejdet for dem. Efter min mening skal en muslim arbejde, for arbejde er en form for tilbedelse, siger Thanaa Baidoun.
En del af fællesskabet
Med hensyn til tørklædet understreger Thanaa Baidoun:
- Efter min mening er det ikke tørklædet, der afgør min menneskelighed eller mangel på samme eller min religion eller mangel på samme. Udadtil symboliserer tørklædet, at man er muslim, selvom man indeni ikke er særlig muslimsk.
Nu er der pause på lageret i Haarby, og Thanaa parkerer for en stund palleløfteren. Kollegerne samler sig på nogle paller og spiser deres medbragte snack.
Værkfører Kristian Jensen kommer forbi med et stykke papir i hånden. Det er en ansættelseskontrakt til Thanaa. Han forklarer kort, hvad kontrakten indeholder, og hun kvitterer med signatur og et kæmpe smil.
- Det er dejligt. Det kan godt være, at jeg har sorte øjne, og mine kolleger har blå øjne, men inderst inde vil jeg bare være en del af fællesskabet. Det føler jeg, jeg er nu, siger Thanaa stolt, og smiler til kollegerne.