I det fynske folks tjeneste

TV 2 erfarer: Alle danske mink skal aflives

Regeringen vil aflive alle mink i Danmark på grund af frygt for mutation af virus. Der er 42 minkfarme på Fyn.

I samarbejde med TV2.dk

Der er pressemøde om udviklingen angående mink klokken 16.00. Foto: Jeanette Founier

Regeringen vil aflive alle mink i Danmark.

Det sker fordi, der er sket en mutation blandt danske mink, som kan bringe effekten af en fremtidig coronavaccine i fare. Frygten er, at det kan skade effekten af en kommende vaccine, hvis den danske mutation får lov at sprede sig.

Det erfarer TV 2 fra flere kilder forud for regeringens pressemøde kl. 16.00.

På Fyn er der 42 minkfarme på Fyn, som er fordelt på 20 avlere. Der har endnu ikke været konstateret coronasmitte blandt mink på Fyn.

Milliardeksport

Ifølge Fødevarestyrelsen er der 1139 minkavlere i Danmark.

På de 207 af dem, har der været coronasmitte, oplyser Fødevarestyrelsen. 67 minkfarme har fået aflivet deres besætning, og 23 minkfarme er under mistanke.

Minkfarmene er primært placeret i Nord- og Vestjylland, og de tre kommuner, der er hårdest ramt, er:

  • Hjørring: 41 minkfarme med coronavirus ud af 60
  • Jammerbugt: 39 minkfarme med coronavirus ud af 72
  • Frederikshavn: 36 minkfarme med coronavirus ud af 49

Sidste år løb den samlede danske minkeksport op i knap fem milliarder kroner. Til trods for, at eksporten lå på sit laveste niveau i ti år, udgjorde minkeksporten, hvad der svarer til 0,7 procent af den samlede danske eksport.

Af den grund kaldte Danske Banks cheføkonom Las Olsen minkproduktion i Danmark for et ”ikke uvæsentlig” erhverv tidligere på efteråret.

- Det er regeringens udgangspunkt, at Danmark har mange arbejdspladser forbundet med mink, og det tjener også store værdier ind til Danmark. Det mener regeringen fortsat skal være udgangspunktet. Men det er jo lige så vigtigt, at vi sikrer, at minkproduktionen i Danmark ikke kommer til at udgøre en risiko for at corona via mink kan sprede sig ud i samfundet, udtalte fødevareminister Mogens Jensen (S) i sidste uge.

Pressemøde klokken 16

I en pressemeddelelse kort efter klokken 14 meddelte indkaldte Statsministeriet til pressemøde klokken 16.

- På pressemødet vil der blive givet en status på situationen med COVID-19-smitte i mink samt håndteringen heraf, lød det i meddelelsen.

Minkfarme på Fyn

Der er 42 minkfarme på Fyn. De er fordelt på tyve avlere og er fordelt således.

 

Odense: 4 minkfarme

Nordfyn: 9 minkfarme

Middelfart: 6 minkfarme

Assens: 5 minkfarm

Faaborg-Midtfyn: 3 minkfarme

Langeland: 1 minkfarm

Nyborg: 11 minkfarme

Kerteminde: 3 minkfarme

Se mere

Da statsminister Mette Frederiksen (S) og flere andre ministrere er gået i isolation efter justitsminister Nick Hækkerup (S) positive coronaprøve, vil statsministeren og pressemødets øvrige deltagere ikke være fysisk til stede i Eigtveds Pakhus, hvor pressemødet foregår. De vil i stedet deltage virtuelt.

Ifølge TV 2’s oplysninger er Folketingets partiledere blevet orienteret forud for pressemødet.

Opdateres ...

Læs også Følg corona-situationen: Heunicke: For tidligt med julerestriktioner