Udbredt sne over store dele af landet onsdag nat

Torsdag morgen kan man stå op til sne i store dele af landet - og risiko for sneglatte veje.

Der er onsdag aften vintervejr flere steder, efter at et snevejr har ramt den nordlige del af landet. Snevejret breder sig mod syd og giver i løbet af aftenen og natten risiko for sneglatte veje i store dele af landet.

Mens nedbøren i løbet af onsdagen de fleste steder faldt som regn og slud, gik nedbøren i eftermiddagstimerne over i sne i Vendsyssel.

I takt med at koldere luft fra nord har bredt sig mod syd, er nedbøren onsdag aften gået over i sne i stort set hele den nordlige halvdel af Jylland, hvor temperaturen er faldet til under frysepunktet.

Sne til Fyn

Først på aftenen sner det syd for Aarhus, og snevejret breder sig i aften og i nat videre mod sydøst.

I takt med at den koldere luft når længere mod syd, vil nedbøren også gå over i sne hen over den sydlige halvdel af Jylland, Fyn og store dele af Sjælland.

I det østlige Jylland og på dele af Fyn og Sjælland kan der falde nogle centimeter sne i løbet af aftenen og natten.

Ifølge Vejdirektoratet er der onsdag aften flere steder i det nordlige Jylland værksat snerydning, og der meldes om sneglatte veje.

Resten af aftenen og natten er der risiko for sneglatte veje i større dele af landet, og torsdag morgen vil man mange steder stå op til et snedække, der kan blive liggende i flere dage.

Frem til starten af næste uge ventes koldt vejr med temperaturer nær frysepunktet om dagen og relativ hård nattefrost med temperaturer ned i nærheden af -10 grader.

Oversigt

    Oversigt