Ung rigmand opkøber store dele af mindre fynsk ø – lokale undrer sig

Nogle af øens beboere udtrykker bekymring over rigmandens opkøb af store dele af øen.

Den 29-årige rigmand Thomas Momsen har opkøbt flere ejendomme og størstedelen af landbrugsjorden på den lille ø Bjørnø.

Det skriver Fyens.dk.

Den lille ø i det sydfynske øhav måler 1,5 kvadratkilometer og havde indtil for nylig 25 beboere. Men det er ved at ændre sig. Ifølge mediet har Thomas Momsen opkøbt fire ejendomme og forpagtet 80 procent af landbrugsjorden på øen gennem sit selskab Økobo Aps.

Thomas Momsen var en af medstifterne af madspildsappen 'Too good to go', men har solgt sin andel i millionvirksomheden og er nu flyttet ind med en gruppe venner med ambitionen om at drive økologisk landbrug på øen, bekræfter han over for Fyens.dk.

- Vi er faktisk bare nogle unge mennesker, der har mødt hinanden hen over de seneste par år. Vi vil gerne bo tæt på hinanden og have familier og børn, som de fleste jo gerne vil. Dyrke noget sund mad, spille noget fodbold, prøve at passe godt på jorden og på hinanden, siger Thomas Momsen til Fyens.dk.

De nye tilflyttere til øen har fået en gruppe borgere til at skrive et brev til borgmesteren i Faaborg-Midtfyn Kommune, Hans Stavnsager (S), hvor de udtrykker deres bekymring.

Borgmester: Mange rygter om nye tilflyttere

Hans Stavnsager bekræfter over for TV 2 at have modtaget et "bekymringsbrev" fra en række lokale på Bjørnø.

- Brevet gik på en bekymring om to ting, det ene var opkøbet af landbrugsjord på øen, og det er ikke noget, vi som kommune blander os i. Det andet var en frygt for, om stedet blev et sted, hvor nogle børn og unge ville tage ophold, siger Hans Stavnsager til TV 2.

Ifølge Hans Stavnsager er de fra kommunens side "opmærksomme på", om tilflytterne på Bjørnø tager kontakt til lokale børn og unge, og at kommunens SSP-konsulenter er blevet involveret.

Hans Stavnsager fortæller desuden, at de nye tilflytteres indtog på Bjørnø har været omgærdet af mange rygter i lokalsamfundet.

- Måske handler det her om, at man ikke har talt ordentligt sammen fra start, for det bedste man kan gøre for at undgå rygter er at være så åben som muligt. Der har været rigtig mange rygter i omløb, men rygter er ikke noget, der kommer på den politiske dagsorden, siger Hans Stavnsager.

SSP er blevet kontaktet

SSP-konsulent i Faaborg-Midtfyn kommune Kim Aas Christensen, der også sidder i kommunalbestyrelsen for Socialdemokratiet, bekræfter over for TV 2, at kommunens SSP-konsulenter har fået flere henvendelser angående tilflytterne på Bjørnø.

- Jeg er blevet kontaktet en medarbejder fra kommunen, der arbejder med de unge i Faaborg, fordi de unge fra Bjørnø har taget kontakt til de lokale unge og inviteret dem til Bjørnø, siger Kim Aas Christensen til TV 2.

Han tog derefter kontakt til de unge, som tilflytterne havde taget kontakt til, blandt andet for at undersøge, om der var tale om nogen form for pression. Noget, der ifølge Kim Aas Christensen er helt almindelig fremgangsmåde for SSP, og altså ikke fordi "alarmklokkerne ringede på nogen måde".

- Jeg har på nuværende tidspunkt ingen grund til at være bekymret i denne sag eller til at tro, at der foregår noget, der ikke skal, siger Kim Aas Christensen.

Han er også blevet kontaktet af lokale på øen, der har udtrykt "usikkerhed" om de nye beboere på Bjørnø. Det har dog ifølge Kim Aas Christensen en naturlig forklaring:

- Bjørnø har i mange år været et lille samfund, og nu kommer der pludselig nogle unge og der bliver opkøbt en masse jord, og det skaber lidt opmærksomhed. Jeg tror, det handler om, at det har været meget roligt på den her lille ø, og det her skaber så en smule usikkerhed, siger Kim Aas Christensen.

Det har ikke været muligt at få et interview med Thomas Momsen. Bjørnø Beboerforening har ikke ønsket at stille op til interview.

Tidligere på året var der stor jubel på en anden af de små øer i Det Sydfynske Øhav, da Strynø blev kåret til årets ø.

Oversigt

    Oversigt