Usædvanlig varme på vej: Fyn kan få 20 grader

Temperaturerne ventes at komme op nær 20 grader, når usædvanlig efterårsvarme rammer Danmark.

Dagtemperaturer mellem 15 og 20 grader er normale i begyndelsen af september, men det er de ikke i midten af oktober.

Ikke desto mindre venter der os et par meget varme dage for årstiden, når den tropiske orkan Ophelia sammen med et højtryk over Mellem- og Sydeuropa sender varme hele vejen fra Spanien og Portugal frem til Danmark.

Danmark stod op til meget lun lørdag morgen

Allerede lørdag stod mange danskere op til høje temperaturer på 15-16 grader fra morgenstunden, og i dagens løb nåede man i Horsens og København op på 17,2 grader, men der er endnu lunere vejr på vej.

Efter en skyet begyndelse på søndagen, bryder solen i løbet af eftermiddagen igennem i den sydlige del af landet, og så kan man ifølge prognoserne hér nå 19 grader.

Op til 20 grader mandag

De 20 grader kan nås mandag, og igen er det i de sydlige egne at muligheden for sol og varme er størst, mens man mod nord får det lidt køligere og med flere skyer.

Vejrkortene herunder viser dig de forventede maksimumtemperaturer de følgende dage. Lokalt kan temperaturen komme én grad højere op end dét, som kortene viser. 

 
 
Foto: TV 2 VEJRET
 
 
Foto: TV 2 VEJRET
 
 
Foto: TV 2 VEJRET
 
Fotograf: TV 2

Oversigt

    Oversigt