Kvinde alvorligt kvæstet i sejlbådsulykke

Lystbåd sejlede frontalt ind i en bøje ud for Esbjerg Havn: 48-årig kvinde fra Svendborg har fået alvorlige kvæstelser

En 48-årig kvinde fra Svendborg pådrog sig alvorlige kvæstelser, da en 30 fod stor lystbåd tidligt søndag morgen sejlede frontalt ind i bøje 3 i sejlrenden mellem Esbjerg og Fanø.

Sejlbåden var for motor på vej ud fra Esbjerg Havn, da ulykken skete kort efter klokken 5.30. Om bord på båden var den 48-årige kvinde og en 49-årig mand fra Ringkøbing. Sejlbåden havde en fart på 6 til 8 knob (11 til 15 km/t.) , da den påsejlede en stor metalbøje i sejlrenden midt mellem Esbjerg og Fanø. En anden båd fulgtes med ulykkesbåden og slog alarm.

Metalbøjen står fastgjort i havbunden, og sammenstødet var så voldsomt, at de to personer om bord i sejlbåden blev kastet omkuld - men ikke over bord.

En redningsbåd fra Esbjerg Havn blev sendt til assistance og bragte de to kvæstede i land. De er nu begge indlagt på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.

- Kvinden er hårdest medtaget, mens manden er sluppet med knubs og mindre kvæstelser. Vi skal nu have undersøgt, hvad gik galt. Umiddelbart var sigtbarheden tidlig morgen søndag god i Esbjerg-området, siger vagtchef Mads Leervad Dammark, Syd- og Sønderjyllands Politi, til TV SYD.

Den forulykkede båd er nu slæbt ind til Auktionskajen i Esbjerg Havn til nærmere tekniske undersøgelser.

Oversigt

    Oversigt