Slut med de lange vatpinde på Fyn

Hurtigtest i Region Syddanmark får i næste uge skåret flere centimeter af sig, så de foregår på en mindre generende måde.

Efter snart et år med corona har syd- og sønderjyderne prøvet de fleste typer af coronatest. PCR-testen skal ind gennem munden, og siden har også en lang vatpind fundet sin vej ind i befolkningen. En vatpind der skal ind gennem næsen, hvor den derefter drejes et par gange rundt - så testpersonalet får det hele med.

- Det har været en mildeste talt speciel oplevelse for de fleste at få en pind så langt op i næsen, og for nogen er det direkte ubehageligt, fortæller koncerndirektør ved Region Syddanmark Kurt Espersen.

Nu kommer der endnu en sensorisk testoplevelse til regionen. I uge ni er det slut med den lange vatpind, som bliver skiftet ud med en kortere. Den nye skal "kun" tre til fire centimeter op i næsen. Med skiftet håber regionen, at det hjælper med at holde styr på coronasituationen.

- At det kan føles ubehageligt kan have afholdt folk fra at blive testet, og derfor håber vi på, at den nye metode vil få flere til at møde op til test, fortæller Kurt Espersen. 

Det skal også være slut med spildte kræfter

For bedre at kunne udnytte kapaciteten af hurtigtest ændrer Region Syddanmark, kommunerne og leverandøren af hurtigtest, Carelink, den måde, som testene tilbydes på.

Fremover vil hurtigtest i højere grad blive tilbudt fra flere pop up-steder i kommunerne. Fokus skifter fra at teste ansatte på plejehjemmene til at blive mere offentligt tilgængelig. Det skal ske gennem flere pop-up teststeder i regionen.

- På den måde håber vi, at vi bedre kan udnytte kapaciteten. På plejecentrene oplevede poderne af og til, at der ikke var nogen ansatte, der skulle testet. Der er gået mange kræfter spildt ved at køre ud til steder, hvor ingen ville testes. Ved at tilbyde testene offentligt tilgængelige steder håber vi, at vi får flere folk igennem, fortæller Kurt Espersen.

Det vil fremgå af regionens hjemmeside, hvor pop up-teststederne placeres.

Oversigt

    Oversigt