Storebæltsbroen bliver snart ubemandet - men prisen falder ikke

Fra 2021 skal det efter planen være slut med bemandet betjening ved betalingsanlægget på Storebæltsbroen.

Størstedelen af Storebælts betalingsanlæg består af de såkaldte ekspresbaner, hvor man siden en opgradering har kunne passere med 50 kilometer i timen i stedet for 30 kilometer i timen, som var grænsen tidligere.

quote Hvis brobizzen for eksempel ikke virker, så kan vi hjælpe kunderne med det samme fra overvågningsrummet, uden at vores medarbejder skal krydse tre eller fire baner med trafik

Ole Lykke Christensen, vicedirektør hos Sund & Bælt

- Vi har flere og flere kunder, der benytter sig af automatisk betaling (Brobizz og nummerpladebetaling, red.), og hvis nogen har et stop i en af banerne, så skal medarbejderne krydse flere baner for at hjælpe dem. Derfor arbejder vi for at betjene kunderne fra vores overvågningsrum, hvilket både giver en hurtigere betjening og en større sikkerhed til medarbejderne, siger Ole Lykke Christensen, vicedirektør hos Sund & Bælt.

- Hvis brobizzen for eksempel ikke virker, så kan vi hjælpe kunderne med det samme fra overvågningsrummet, uden at vores medarbejder skal krydse tre eller fire baner med trafik, tilføjer han.

Sund & Bælt, der står for driften af selve betalingsanlægget, forventer at være klar med et 100 procent ubemandet betalingsanlæg i januar 2021.

- Grundstenen er på plads. Systemet er klar, men vi skal lige bruge seks måneder på at uddanne medarbejdere og finjustere systemet, så det hele spiller, siger Ole Lykke Christensen.

Flere betaler med nummerpladen

Størstedelen af bilisterne på broen benytter sig allerede af betalingsbaner med automatisk betaling som Brobizz og nummerpladescanning eller ubemandet kontant- og kortbetaling.

Derfor bliver omlægningen til ubemandet betjening ikke en voldsom overgang for vores kunder, vurderer Ole Lykke Christensen.

- I 2017 stod vi med et 20 år gammelt betalingsanlæg, en øget trafikmængde og et behov for mere kapacitet – samtidig kunne vi se, at flere benyttede sig af automatisk betaling, og færre brugte kontanter. Så da vi alligevel skulle have nyt betalingsanlæg, valgte vi at have fokus på den automatisk betaling, og nu bruger 80 procent Brobizz eller nummerpladebetaling, siger han.

SÅDAN BETALER BILISTERNE OVER BROEN

- Vi kunne samtidig se, at 40 procent af vores mandskab blev brugt til at servicere den ene procent af kunderne, som benyttede sig af manuel betjening, og det skulle vi lave om, tilføjer han.

Blev påkørt af en passerende lastbil

Arbejdet med at blive helt ubemandet har faktisk være i gang et stykke tid i betalingsanlægget.

I slutningen af marts valgte Sund & Bælt at udskifte den manuelle betjening af de kontante betalere med kontantautomater, for stadig færre bilister betaler med kontanter, når de passerer Storebæltsbroen.

I denne tid med corona betyder selvbetjeningen af den kontante betaling  samtidig, at der bliver skabt et mere sikkert arbejdsmiljø for de medarbejdere, der tidligere har stået for den manuelle betjening.

Flere gange har personer i boksene, som medarbejderne sidder i, oplevet at blive påkørt af en passerende lastbil. Det har dog ikke ført til uheld med personskade. Men med de nye kontantautomater og ubemandet betalingsanlæg sikrer Sund & Bælt, at disse situationer ikke kan opstå igen.

 Vi har de sidste mange år haft en reduktion af personale, fordi brugen af kontanter er blevet mindre, og det kommer også til at ske nu. Personalet vil nu stå oppe i vores overvågningsrum og hjælpe kunderne i stedet for at skulle gå mellem banerne, siger Ole Lykke Christensen.

Beslutningen om at gøre betalingsanlægget ubemandet vil ifølge vicedirektøren ikke få billetpriserne på Storebæltsbroen til at falde.

Oversigt

    Oversigt