I det fynske folks tjeneste

Storebæltsbroen indfører kontantautomater i stedet for manuel betjening

Bemandingen i kontantbanerne på Storebæltsbroen er blevet erstattet af kontantautomater.

I samarbejde med TV2 ØST

Det er slut med personlig betjening på Storebæltsbroen. Kontantautomater erstatter personalet. Foto: Sund og Bælt

Stadig færre bilister betaler med kontanter, når de passerer Storebæltsbroen. Den manuelle betjening af de kontante betalere bliver derfor nu erstattet med kontantautomater.

Det skriver Sund & Bælt i en pressemeddelelse.

Automatiseringen af den kontante betaling betyder samtidig, at der bliver skabt et mere sikkert arbejdsmiljø for de medarbejdere, der tidligere har stået for den manuelle betjening.

På den måde minimerer vi samtidig smitterisiko for både medarbejdere og kunder

På den måde minimerer vi samtidig smitterisiko for både medarbejdere og kunder

Jens Kjær Nielsen, chef for betalingsanlægget

- Vi har flere gange oplevet, at en af de bokse, som medarbejderne sidder i, blev påkørt af en passerende lastbil. Det skaber en potentielt meget farlig arbejdssituation. Heldigvis har det ikke ført til uheld med personskade, og med de nye kontantautomater sikrer vi nu, at det ikke kan ske, siger Jens Kjær Nielsen, chef for betalingsanlægget, i pressemeddelelsen.

Læs også Ny teknik: Storebælt i gang med at fjerne timelange køer

Kontantautomater minimerer smitterisiko

Automatiseringen af den kontante betaling er også med til at minimere risikoen for coronasmitte, fordi den fysiske kontakt mellem kunde og medarbejder forsvinder.

Den manglende bemanding i kontantbanerne skulle dog ikke få betydning for serviceniveauet.

- Selv om kontantbanerne ikke længere er bemandede, vil der naturligvis fortsat være hjælp at hente for kunderne. Det foregår blot over samtaleanlægget, hvor vi vil betjene vores kunder fra vores kontrolrum. På den måde minimerer vi samtidig smitterisiko for både medarbejdere og kunder, siger Jens Kjær Nielsen.

Læs også To anholdt: Maskerede unge tændte bål og kastede med sten

Kun én procent betaler kontant

Kunderne betaler fremover med kontanter ved at køre frem til kontantautomaten og fodre den med enten sedler eller mønter. Automaten har også en hjælp-knap, så man kan få kontakt til personalet, hvis der er problemer med betalingen.

- De første erfaringer viser, at kunderne lige skal vænne sig til de nye kontantautomater og derfor bruger lidt ekstra tid til at betale. Derfor er det en god idé at benytte kortbaner eller de nye ekspresbaner, medmindre man kun har kontanter med. Så undgår man den ekstra ventetid, der kan komme med de nye automater, siger Jens Kjær Nielsen.

I dag vælger kun én procent af broens kunder at betale med kontanter, mens 19 procent betaler med kort.

De resterende 80 procent bruger i stedet de nye ekspresbaner, hvor man kan passere med 50 kilometer i timen. Her betales der med enten Bizz eller nummerplade, og man skal betale en lavere pris, end hvis man betaler med kort eller kontanter.

Læs også Lindø tjener flere penge og satser på det grønne