Superbrandbil måtte blive i garagen, da lastbil stod i flammer midt på Storebælt

Det sidste nye skrig inden for avanceret brandslukning stod pænt i garagen, da en lastbil gik op i flammer midt på Storebælt.

I den forgangne uge måtte Slagelse Brand og Redning rykke ud til en lastbil, der stod omspændt af flammer midt på højbroen over Storebælt.

Branden skete fredag formiddag, og selvom ilden hurtigt kom under kontrol, og skaderne på broen derved blev begrænset, så ville brandfolkene have været endnu bedre hjulpet i kampen mod flammerne, hvis ulykken blot var sket en måned senere.

For hos Slagelse Brand og Redning har man nemlig for nyligt taget imod en fabriksny brandbil, som er specialbygget til indsatser mod brand i lastbiler på højbroen over Storebælt.

Det fortæller Michael Djervad, beredskabschef hos Slagelse Brand og Redning, til TV2 ØST.

- Vi ville gerne have været to måneder længere henne, så den nye brandbil havde været fuld operationel – men sådan lå landet ikke, fortæller Michael Djervad.

Personale er ikke uddannet

Der er tale om en specialbygget brandbil med en vandkanon for enden af en 14 meter lang bom, som forsynes med skum fra en 6.000 liters vand og væsketank.

- Selvfølgelig var det ærgerligt. Men det er i sådan en situation vigtigt at holde sig for øje, at det ville ikke have hjulpet noget at køre bilen afsted, for folk ville ikke kunne have betjent den. Det havde ikke givet mening.

Specialbrandbilen står således klar i garagen på stationen i Korsør, men Slagelse Brand og Redning har endnu ikke afsluttet uddannelsen af de brandfolk, som skal betjene den nye brandbil. Derfor er brandbilen endnu ikke indsat i operationel drift, hvilket forventes at ske til december.

Ifølge Michael Djervad er det normal praksis, at brandfolk efteruddannes til at betjene nye køretøjer, inden de sættes i drift.

- Og på denne nye specialbyggede brandbil er der endvidere lidt mere uddannelse end på en almindelig brandbil, fordi der er mere udstyr, forklarer han.

Brand var et skolebogseksempel

Torsdagens lastbilbrand er ellers skolebogseksemplet på den type brand, som den nye brandbil er bedre til at håndtere end de eksisterende værktøjer, som Slagelse Brand & Redning råder over, forklarer Michael Djervad:

- Det er lige netop sådan nogle scenarier, den er tiltænkt. Man har en lastbilbrand, som kan være en kraftig brand. Der kan den her bil være med til at slå branden hurtigt ned, siger han.

På en hængebro som Østbroen over Storebælt er det nemlig vigtigt hurtigt at få slået branden ned, så skader på konstruktionen undgås.

Ved en voldsom brand på Lillebæltsbroen i 2013 skete der store skader for op mod syv millioner kroner efter brand i en lastbil.

En lastbil brød i brand på Storebæltsbroen 20. november. 
En lastbil brød i brand på Storebæltsbroen 20. november. 

Vind begrænsede skader

Vindretningen fredag formiddag på Storebælt gjorde dog, at flammer og varme fra den brandene lastbil blev båret væk fra broens bærekabler.

- Havde vinden været i den modsatte retning, var ild, røg og varme røget ud over autoværnet og hængekabler, siger beredskabschefen, som peger på, at den nye brandbil i sådan en situation havde været et effektivt værn mod at begrænse skader på broen.

Og selvom der fredag kom "forholdsvist hurtigt styr" på den store del af branden i lastbilen, så er Michael Djervad ikke i tvivl om, hvordan det havde set ud med den nye brandbil:

- Hvis man får sådan en brand igen i februar, vil den lynhurtigt slå den store brand ned. Men der vil stadig være et stort at arbejde i at slukke lasten, siger han og henviser til, at der ved fredagens brand lå et stort arbejede i at nedkæmpe brandlommer i godset, der bestod af whisky.

I stedet for den nye brandbil var det i stedet den nuværende godt 20 år gamle brosprøjte, som Slagelse Brand og Redning måtte sende afsted til branden fredag, assisteret med en vandtankvogn og den lokale autosprøjte fra brandstationen i Korsør.

- Vi trak på de specialiteter, der ellers er på stationen til at håndtere brand i her slags køretøjer, siger Michael Djervad.

Alt i alt tog slukningsindsatsen fredag omkring to timer.

Brandisolering begrænser skade

Sund & Bælt bekræfter overfor TV2 ØST, at skaderne på Storebæltsbroen er begrænsede efter fredagens brand.

- Som ejer af en vigtig livsnerve for trafikken i Danmark har vi kontinuerligt et stort fokus på, at Storebæltsbroen er åben og sikker at køre over. Derfor kigger vi også jævnligt på, hvordan vi kan øge indsatsen med brandsikring, forklarer teknisk chef i Sund & Bælt, Kim Agersø Nielsen, i et mailsvar til TV2 ØST.

- Den specialdesignede brandbil er et initiativ i dette arbejde, mens et andet tiltag er brandsikring af østbroens store hovedkabler. Vi sikrede således i 2019 i alt 1200 meter af vores hovedkabel tættest ved vejbanen med brandhæmmende maling og isolerende brandtæpper, der skåner stålet fra varmen ved en brand som eksempelvis den lastbilbrand, der brød ud på østbroen i fredags. Derved minimeres risikoen yderligere for, at konstruktionerne tager skade, selv ved en kraftig og længerevarende brand.

Det er Sund & Bælt, der leaser den nye brandbil, imens Slagelse Brand og Redning betjener den.

Oversigt

    Oversigt