Efter skibskollision i Storebælt: Samsøs strande flyder over med avocadoer og bananer

To skibe stødte tirsdag sammen i Storebælt. Det mærker de nu på Samsø.

Appelsiner, bananer og avocadoer bringer tankerne til sydens sol og varme. Onsdag eftermiddag var de eksotiske frugter dog at finde på Samsø, og det var ikke kun i supermarkedets frugt- og grønt-afdeling. 

- Jeg var ude at gå en tur på stranden, og jeg opdagede, at der lå en avocado foran mig, siger Jane Søballe Jensen, der er beboer på Samsø, til TV2 ØSTJYLLAND.

quote Vi skal, ligesom resten af Samsø, have guacamole til påskefrokosten

Sofie Lindebjerg Søe, beboer, Samsø

Hun gik dog videre uden at tænke nærmere over det. 

- Men pludselig opdagede jeg, at der lå 2-300 avocadoer og en stor klase bananer på stranden, og en masse flød rundt i vandet. Hold da op, tænkte jeg, siger Jane Søballe Jensen.

I løbet af onsdagen er der skyllet i tusindvis af  frugter i land på Samsøs østkyst. Det formodes, at de stammer fra et af de skibe, der stødte sammen i Storebælt tirsdag. 

Det var et atypisk syn, der mødte strandgæsterne ved Ballen på Samsø onsdag eftermiddag. 
Det var et atypisk syn, der mødte strandgæsterne ved Ballen på Samsø onsdag eftermiddag. 
Foto: Sofie Lindebjerg Søe

Guacamole til påskefrokosten

En anden af øens beboere havde samme oplevelse som Jane Søballe Jensen. 

- Først syntes vi, det så underligt ud, for der var en masse grønne sten på stranden, siger Sofie Lindebjerg Søe. 

- Men så opdagede vi, at det var avocadoer, der lå på stranden, lige så langt øjet rakte.

For folk, der går op i madspild, er der gode nyheder. Det tyder nemlig på, at de mange frugter, der ved sammenstødet blev sat til søs, ikke går til spilde. 

- Det er mest avocadoer, men der er også bananer, siger Sofie Lindebjerg Søe, der observerede masser af samsinger, der samlede forråd til påsken i plasticposer. 

Og hun og familen holdt sig ikke tilbage. 

- Vi skal, ligesom resten af Samsø, have guacamole til påskefrokosten, siger hun. 

Alle avocadoerne er dog ikke helt spiseklare endnu. 

- Der var lidt sand på dem, men vi har prøvet at skære dem over. De var ikke helt modne endnu, fortæller Jane Søballe Jensen.

Det var et containerskib fra Hong Kong og et handelsskib fra Liberia, der tirsdag kolliderede i Storebælt.

Ifølge Ritzau røg to containere over på det modsatte skib under kollisionen, mens to røg til bunds og tre flød rundt i vandet. Flere af containerne indeholdt bananer og andet frugt. 

Video: Sofie Lindebjerg Søe / Jane Søballe Jensen

Oversigt

    Oversigt